§ 31 i Lov om værdipapirhandel mv. - dispensation fra forpligtigelsen til at fremsætte overtagelsestilbud til aktionærerne i Nordic Shipholding A/S

Finanstilsynets afgørelse af 10. januar 2014. Afgørelsen har været forelagt Det Finansielle Råds formandskab

Værd at vide

Beslutninger omfatter risikooplysninger og politianmeldelser. Beslutninger er ikke underlagt reglerne i forvaltningsloven eller offentlighedsloven, og de kan således ikke ankes.

Nordic Maritime S.à r.l. – et af Pacific Alliance Asia Special Situations Fund L.P. 100 % indirekte ejet selskab – har ved brev af 27. december 2013 anmodet Finanstilsynet om en dispensation fra pligten til at fremsætte overtagelsestilbud til aktionærerne i Nordic Shipholding A/S. Anmodning om dispensationen blev indgivet som følge af, at Nordic Maritime S.à r.l., efter gennemførsel af en rekonstruktionsplan, besidder 76,06 % af den samlede aktiekapital og stemmerettigheder i Nordic Shipholding A/S.

Finanstilsynets afgørelse

Det er Finanstilsynets vurdering, at Nordic Shipholding A/S på tidspunktet for rekonstruktionen var et nødlidende selskab, og at selskabets eksistens var direkte truet. Det skyldes, at selskabet sandsynligvis ikke kunne fremskaffe den fornødne likviditet til brug for selskabets fortsatte drift, uden hjælp fra Pacific Alliance Asia Special Situations Fund L.P. / Nordic Maritime S.à r.l. og Bankerne.

Uden rekonstruktionsplanen ville Nordic Shipholding A/S sandsynligvis være nødsaget til at anmelde rekonstruktionsbehandling eller indgive en konkursbegæring. 

Nordic Shipholding A/S har ingen andre eksisterende aktionærer eller potentielle investorer end Nordic Maritime S.à r.l., der vil tegne yderligere kapital.

Nordic Shipholding A/S har ikke andre muligheder for at opnå alternativ finansiering.

Dispensation
Det er Finanstilsynets samlede vurdering, at en dispensation fra tilbudspligten både vil være i aktionærernes og selskabets interesse.

Det er således Finanstilsynets vurdering, at gives en dispensation fra tilbudspligten ikke, vil alternativet sandsynligvis være en konkursbegæring. Dette bygger på Pacific Alliance Asia Special Situations Fund L.P.’s og selskabets egen vurdering.

Finanstilsynet giver på den baggrund Nordic Maritime S.à r.l. dispensation fra pligten til at fremsætte overtagelsestilbud til aktionærerne i Nordic Shipholding A/S efter § 31, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., jf. § 31, stk. 8, i lov om værdipapirhandel m.v.

Nærværende afgørelse er offentliggjort på Finanstilsynets hjemmeside, jf. § 84 d, stk. 2, nr. 10, jf. stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.

Se hele afgørelsen her (pdf).