Lov om værdipapirhandel m.v. kapitel 10

Domme afsagt i henhold til Lov om værdipapirhandel m.v. kapitel 10 om misbrug af intern viden og kursmanipulation.

           

1. Den 1. april 1998 afsagde Københavns Byrets 7. afdeling dom i en sag rejst af Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet vedrørende overtrædelse af værdipapirhandelslovens forbud mod handel foretaget på baggrund af intern viden, jf. lov om værdipapirhandel § 35, stk. 1.

Sagen var oprindeligt sendt fra Københavns Fondsbørs A/S til Finanstilsynet, der på baggrund af yderligere undersøgelse overgav sagen til Statsadvokaturen.

I sagen var et bestyrelsesmedlem i et børsnoteret selskab tiltalt for at udnytte intern viden om, at selskabet ville forsøge at overtage et andet børsnoteret selskab.

Bestyrelsesmedlemmet havde den 1. februar 1996 fra Belgien afgivet ordre til et schweizisk pengeinstitut om køb af 20.000 stk. aktier i det børsnoterede selskab, hvor han var bestyrelsesmedlem, uagtet at medlemmet på et ekstraordinært bestyrelsesmøde den 31. januar 1996 havde fået intern viden ved deltagelse i beslutningen om, at selskabet ville fremsætte et købstilbud på et andet selskab.

Efter købstilbuddet solgte bestyrelsesmedlemmet de 20.000 aktier med en fortjeneste på 637.482 kr., som herefter henstod på en konto i det schweiziske pengeinstitut.

Det pågældende bestyrelsesmedlem fremførte bl.a., at handlen ikke blev udført i Danmark, men handlet via et schweizisk pengeinstitut, og at handlen derfor ikke var omfattet af dansk lovgivning.

Domstolen fandt, at bestyrelsesmedlemmet efter bestyrelsesmødet den 31. januar 1996 var i besiddelse af intern viden, der kunne være af betydning for handlen, da medlemmet den 1. februar 1996 fra sit kontor i Bruxelles telefonisk anmodede sin investeringsrådgiver i Schweiz til at købe aktier i det børsnoterede selskab. Domstolen fandt desuden, at bestyrelsesmedlemmet handlede forsætligt.

Retten fandt, at handlen var omfattet af dansk lov, idet de om handlede aktier både ved købet og salget blev handlet via et dansk pengeinstitut i København og Københavns Fondsbørs A/S (selvom ordren blev afgivet via et schweizisk pengeinstitut). Tiltalte købte således aktier i et dansk selskab af danske aktieejere, og betalingen skete i danske kroner til et dansk pengeinstitut i København, lige som kursen var baseret på den aktuelle kurs på Københavns Fondsbørs A/S. Samme fremgangsmåde blev benyttet ved salget af aktierne.

Retten tillagde det i den forbindelse betydning, at der i ordrebekræftelserne fra det danske pengeinstitut var anført, at handlen først blev anset for endeligt indgået, når det danske pengeinstitut havde modtaget betaling (ved køb) hhv. aktier (ved salg). Retten tillagde det ved strafudmålingen betydning, at tiltalte handlede forsætligt, at han var medlem af bestyrelsen i det børsnotere de selskab og udnyttede viden herfra. Retten lagde desuden vægt på størrelsen af den fortjeneste, som tiltalte tilsigtede og opnåede.

Tiltalte blev idømt 5 måneders fængsel, og fortjenesten på 637.482 kr. blev konfiskeret.

Sagen blev anket til landsretten, hvor Østre Landsret den 16. december 1998 stadfæstede dommen. 2. Den 29. maj 1998 afsagde Retten for Frederiksberg, 1. afdeling, dom i en sag rejst af Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet vedrørende overtrædelse af værdipapirhandelslovens for bud mod at udføre kursmanipulation i børsnoterede værdipapirer og værdipapirer optaget til handel på en autoriseret markedsplads, jf. lovens §§ 34, stk. 3 og 39. Sagen var oprindeligt sendt fra Københavns Fondsbørs A/S til Finanstilsynet, der på baggrund af yderligere undersøgelse overgav sagen til Statsadvokaturen.

I sagen var en direktør og eneaktionær i flere selskaber tiltalt for at have foretaget kursmanipulation gennem handlinger, der var egnede til at påvirke kursen på aktier i selskaberne ved i 10 tilfælde at have handlet med sig selv og egne selskaber, uden at det var markedet bekendt. Tiltalte havde udbudt aktier til salg hos en værdipapirhandler til en kurs højere end markedskursen og derefter købt de samme aktier hos en anden værdipapirhandler. På denne måde fik tiltalte det til at se ud, som om markedet handlede til stadigt stigende kurser.

Den pågældende var desuden tiltalt for i 8 tilfælde i relation til et børsnoteret selskab at have undladt at give meddelelse om de faktiske besiddelsesforhold til selskabet og Københavns Fondsbørs A/S, jf. lov om værdipapirhandel m.v. § 29. Tiltalte var både aktionær i det børsnoterede selskab og direktør og eneaktionær i selskaber, som ligeledes var aktionærer i det børsnoterede selskab.

Retten fandt, at tiltalte var skyldig i overtrædelsen af værdipapir handelslovens § 29, stk. 1, jf. § 93, (hvilket tiltalte havde erkendt).

Retten fandt endvidere, at tiltalte havde foretaget de i anklageskriftet nævnte handlinger (vedrørende kursmanipulation) med det formål at påvirke kursfastsættelsen og dermed, at tiltalte havde handlet forsætligt.

Retten fandt desuden, at tiltaltes handlinger var egnede til at påvirke kursfastsættelsen, samt at handlerne i alle tilfælde var egnede til at påvirke kurserne i en retning, der afveg væsentligt fra disses værdi i markedet. Retten bemærkede, at den ved markedsværdien tog udgangspunkt i den sidst offentliggjorte handelskurs.

Tiltalte blev idømt 30 dages ubetinget hæfte og skulle betale omkostninger på 35.000 kr. til advokaten. Det bemærkes, at der ikke blev rejst krav om konfiskation af gevinsten, idet retten ikke fandt det godtgjort, at nogen har lidt et tab, ligesom retten ikke fandt at kunne lægge til grund, at tiltalte har opnået en kursgevinst.

Dommen er anket.

3. Den 16. november 1998 afsagde Københavns Byrets 21. afdeling dom i en sag rejst af Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet vedrørende overtrædelse af værdipapirhandelslovens forbud mod at udføre kursmanipulation i børsnoterede værdipapirer og værdipapirer optaget til handel på en autoriseret markedsplads, jf. lovens §§ 34, stk. 3 og 39.

Sagen var oprindeligt sendt fra Københavns Fondsbørs A/S til Finanstilsynet, der på baggrund af yderligere undersøgelse overgav sagen til Statsadvokaturen.

I sagen var en medarbejder hos et forsikringsselskab tiltalt for overtrædelse af lovens forbud mod kursmanipulation og en medarbejder hos en værdipapirhandler tiltalt for overtrædelse af lovens forbud mod medvirken til kursmanipulation.

Den 30. december 1996 kl. 15.13, dvs. 17 minutter før handelen ophørte på årets sidste handelsdag, bad medarbejderen hos forsikringsselskabet medarbejderen hos værdipapirhandleren om - på vegne af et selskab i koncernen - at udbyde børsnoterede aktier i Mols-Linien A/S til salg på kurs 290. Kl. 15.20 afgav medarbejderen hos forsikringsselskabet ordre til en anden værdipapirhandler om - på vegne af et andet selskab i koncernen - at købe de samme aktier. Medarbejderen hos forsikringsselskabet gennemførte dermed en handel med sig selv, jf. værdipapirhandelslovens § 34, stk. 3, nr. 3.

Aktien var forinden dette i løbet af dagen handlet til kurser mellem 259 og 265 og senest handlet kl. 14.36 til kurs 259.

Retten fandt, at handlingen var egnet til at påvirke kursen på aktien i en retning, der afveg væsentligt fra dennes værdi i markedet, og at der dermed var foretaget kursmanipulation i strid med værdipapirhandelsloven. Retten fandt medarbejderen hos forsikringsselskabet skyldig og fastsatte straffen til 30 dages hæfte.

Medarbejderen hos værdipapirhandleren blev frifundet, da retten ikke fandt det bevist, at denne - da vedkommende blev bedt om at udbyde aktierne - var vidende om eller havde formodning om, at medarbejderen hos forsikringsselskabet agtede at købe egne udbudte aktier.