Lov om værdipapirhandel mv. § 31 - Dispensation fra forpligtigelsen til at fremsætte overtagelsestilbud til aktionærerne - Sanistål A/S

Finanstilsynets afgørelse af 18. april 2011. Afgørelsen har været forelagt formandskabet i Fondsrådet.

Værd at vide

Afgørelser er typisk påtaler og påbud til virksomhederne. Afgørelser er underlagt forvaltningsloven, som indeholder en række regler om, hvilke pligter de offentlige myndigheder har i forhold til virksomhederne, f.eks. i forbindelse med sagsbehandlingen.

De har som advokat for Bankerne (se nedenfor) ved brev af 18. marts 2011 til Finanstilsynet anmodet om en dispensation fra pligten til at fremsætte overtagelsestilbud til aktionærerne i Sanistål A/S. Anmodning om dispensationen blev indgivet som følge af, at bankerne Danske Bank Danmark A/S, Nordea Bank A/S, Jyske Bank A/S og Nykredit Bank A/S (”Bankerne”) efter gennemførsel af gældskonvertering besad 76,2 % af den samlede aktiekapital og stemmerettigheder.

Finanstilsynets afgørelse


Det er Finanstilsynets vurdering, at Sanistål på tidspunktet for Bankernes erhvervelse var et nødlidende selskab, og at selskabets eksistens var direkte truet, da selskabet ikke kunne fremskaffe den fornødne likviditet til brug for selskabets fortsatte drift.

Uden gældskonverteringen vil Sanistål være nødsaget til at anmelde betalingsstandsning (eller rekonstruktion efter ikrafttræden af ændringerne i konkursloven) eller indgive en konkursbegæring, da Sanistål ikke vil kunne finansiere den forfaldne gæld, alternativt ikke vil kunne sælge aktiver til at betale den gæld, der forfalder.

Sanistål har ikke andre eksisterende aktionærer eller potentielle investorer end Bankerne, der vil tegne yderligere kapital.

Sanistål har ikke andre muligheder for at opnå finansiering i andre banker.

Finanstilsynet giver på den baggrund Bankerne dispensation fra pligten til at fremsætte overtagelsestilbud til aktionærerne i Sanistål efter § 31, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., jf. § 31, stk. 8, i lov om værdipapirhandel m.v.

Nærværende afgørelse er offentliggjort her på hjemmesiden, jf. § 84 c, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.

Se hele afgørelsen her (pdf)