Lov om finansiel virksomhed § 64 – Vurdering af bestyrelsesformandens egnethed som bestyrelsesmedlem i et forsikringsselskab

Finanstilsynets afgørelse af 26. august 2010. Sagen har været forelagt Det finansielle Virksomhedsråd. Erhvervsankenævnet har tiltrådt Finanstilsynets afgørelse.

Værd at vide

Afgørelser er typisk påtaler og påbud til virksomhederne. Afgørelser er underlagt forvaltningsloven, som indeholder en række regler om, hvilke pligter de offentlige myndigheder har i forhold til virksomhederne, f.eks. i forbindelse med sagsbehandlingen.

Finanstilsynet har efter forelæggelse for Det Finansielle Virksomhedsråd truffet beslutning om, at bestyrelsesformanden [udeladt] skal nedlægge sit hverv som bestyrelsesmedlem i [udeladt] inden 4 uger, idet bestyrelsesformanden har udvist og udviser en sådan adfærd, at der er grund til at antage at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på en forsvarlig måde, jf. § 64, stk. stk. 2, nr. 4 i lov om finansiel virksomhed (FiL).


Bestyrelsesformanden har en særlig pligt til at sørge for, at bestyrelsen holder møder, behandler nødvendige emner på bestyrelsesmøderne, og at bestyrelsen tiltræder referaterne af bestyrelsesmøderne.  Finanstilsynet har ikke fundet det dokumenteret, at bestyrelsen behandlede retningslinjer på alle vigtige forretningsområder, som påbudt i juli 2009 af Finanstilsynet ved en ordinær undersøgelse i forsikringsselskabet. Det har ikke været muligt for selskabets revisor at følge op på Finanstilsynets påbud, da bestyrelsesprotokollen ikke befandt sig hos selskabet, men var i formandens personlige besiddelse.


Det var formanden, der førte bestyrelsesprotokollen, der på flere områder var særligt mangelfuld. Det fremgik således ikke klart, hvilke bestyrelsesmedlemmer, der deltog i møderne, hvilke medlemmer, der kunne tiltræde formandens tilførsler til protokollen, og hvilke forhandlinger og beslutninger, der var behandlet og vedtaget på møderne. Endvidere havde formanden påhæftet protokollen yderligere materiale tilbage i tiden.


En skærpende omstændighed var, at formandens præmierestancer til forsikringsselskabet ikke fremgik af protokollen. Finanstilsynet havde allerede ved den ordinære undersøgelse i 2005 gjort opmærksom på, at bestyrelsesmedlemmers restancer var at betragte som engagementer og påtalt, at FiL § 78 havde været overtrådt. De senest konstaterede præmierestancer gav derfor anledning til usikkerhed om, hvorvidt der reelt var tale om, at formanden havde et ikke-bevilget engagement hos forsikringsselskabet.


Finanstilsynet har således kunnet konstatere, at påbuddet i 2009 ikke var overholdt og har derefter foretaget en samlet vurdering af formandens egnethed som bestyrelsesmedlem i selskabet. 


Læs hele afgørelsen her (pdf)