Redegørelse om påbud til Spar Nord Bank A/S vedr. årsrapport for 2021

Finanstilsynet har foretaget en regnskabskontrol af Spar Nord Banks årsrapport for 2021 og har givet påbud, som Spar Nord Bank skal efterleve i fremtidige årsrapporter.

Sammenfatning

Årsrapporten omfatter et koncernregnskab og et årsregnskab for modervirksomheden. Koncernregnskabet er aflagt efter IFRS og årsregnskabet er aflagt i overensstemmelse med lov om finansiel virksomhed, herunder bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl.

Finanstilsynet vurderer, at banken har fraveget flere bestemmelser i regnskabsbekendtgørelsen i årsrapporten 2021. De konstaterede fravigelser er hovedsagligt om konkrete oplysningskrav, som alle regnskabsaflæggere skal opfylde. Banken kan derfor ikke undlade at opfylde disse krav. 
Finanstilsynet har ved sin vurdering af de enkelte forhold lagt vægt på, at der er forholdsvis mange fravigelser, som er væsentlige for regnskabsbruger.

Finanstilsynet vurderer, at banken ikke tilstrækkeligt har beskrevet usikkerhed ved indregning og måling, så vidt muligt med angivelse af beløb.

Banken har endvidere ikke givet oplysninger om væsentlige aftaler, som banken har indgået og som påvirkes, hvis kontrollen med selskabet ændres. Det fremgår heller ikke af ledelsesberetningen, at man har undladt at give disse oplysninger af hensyn til, at offentliggørelse heraf vil være til alvorlig skade for selskabet.

Finanstilsynet vurderer også, at den konkrete ordlyd i årsrapporten, skaber tvivl om, hvorvidt der har været ændringer i regnskabsmæssige skøn eller ej.
For at sikre, at ledelsesberetningen indeholder en retvisende redegørelse, skal banken positivt anføre, at der ikke har været ændringer i regnskabsmæssige skøn, når teksten i årsrapporten medfører tvivl herom.

Banken har ikke oplyst i hvilke kategorier af aktiver, der indgår aktiver med lav kreditrisiko i regnskabsbekendtgørelsen. Finanstilsynet vurderer, at det er en oplysning som alle virksomheder skal give, og som ikke kan fravælges ud fra en væsentlighedsbetragtning. 

I bankens årsrapport fremgår årets nedskrivninger og afskrivninger som en samlet regnskabspost. Uanset at regnskabsposterne ”nedskrivninger” og ”afskrivninger” indeholder uvæsentlige beløb, så kan posterne ikke sammendrages til en samlet post, da de ikke er af samme art eller funktion.

Banken mangler endvidere at give noteoplysninger og supplerende oplysninger til flere regnskabsposter i moderselskabsregnskabet.

Finanstilsynet vurderer, at udeladelse af oplysninger til en regnskabspost under henvisning til, at oplysningen er givet i en note til tilsvarende regnskabspost i koncernregnskabet, er i strid med kravet om, at oplysninger skal være tilknyttet den pågældende regnskabspost i en note.

Såfremt banken i moderselskabsregnskabet vil gøre brug af samme oplysninger, som fremgår af koncernregnskabet, så skal der som minimum være henvisning ved regnskabsposten i moderselskabsregnskabet til noten i koncernregnskabet.

Der mangler en beskrivelse i ledelsesberetningen af årets resultat, sammenholdt med den forventede udvikling ifølge den senest offentliggjorte årsrapport og begrunde afvigelser hertil.

Ligeledes mangler der oplysninger i ledelsesberetningen om bestyrelsens beføjelser i forhold til at udstede aktier og erhverve egne aktier.

Spar Nord Bank har tilkendegivet over for Finanstilsynet, at banken vil efterleve påbuddene i fremtidige årsrapporter.