Afsnit om risikofaktorer skal igen sendes sammen med prospektudkastet

Finanstilsynet opfordrede sidste år udstederne til at sende prospekternes risikofaktorafsnit ind før første udkast af prospektet for at undgå lange drøftelser i godkendelsesprocessen. Finanstilsynet har evalueret processen. Fremover skal risikofaktorafsnittet igen sendes sammen med prospektudkastet.

Finanstilsynet har i en periode arbejdet med en proces, hvor udstederne sendte risikofaktorafsnittet ind før første udkast af prospektet. Formålet var at få de største knaster håndteret, før den egentlige godkendelsesproces gik i gang. 

Fremgangsmåden har dog vist sig ikke at fungere optimalt i alle situationer. Finanstilsynet har bl.a. oplevet at få tilsendt en forkert version af risikofaktorafsnittet, ligesom mange spørgsmål til risikofaktorafsnittet kunne have været besvaret, hvis Finanstilsynet havde været i besiddelse af prospektudkastet. 

Derfor vil Finanstilsynet fremover ikke længere behandle risikofaktorafsnittet separat, men i forbindelse med resten af prospektet. Udstederne skal dermed ikke i tidsplanen tage højde for, at risikofaktorafsnittet skal sendes før prospektudkastet.  

Finanstilsynet understreger endnu en gang vigtigheden af, at udsteder udarbejder en tidsplan, der tager højde for, at Finanstilsynet kan have en del kommentarer til prospektudkastet – også i de tilfælde, hvor der kun er tale om en opdatering af et basisprospekt. Selvom Finanstilsynet godkendte basisprospektet sidste år, betyder det ikke nødvendigvis, at Finanstilsynet ikke har kommentarer, når basisprospektet skal opdateres året efter.