Redegørelse om inspektion i Spar Salling

1. Indledning

Finanstilsynet var den 12. oktober 2010 på inspektion i Spar Salling.

 

Inspektionen var en temainspektion med fokus på sparekassens rådgivning i forbindelse med salg af garantbeviser, samt sparekassens markedsføring af garantbeviser. Undersøgelsen havde til formål at følge op på garantsparekassernes efterlevelse af anbefalingerne i Finanstilsynets rapport om salg af egne aktier og garantbeviser.

 

Finanstilsynet gennemgik under inspektionen følgende emner:

  • Sparekassens garantbeviskoncept, antallet af garanter og fordelingen af garanterne i forhold til størrelsen af deres indskud.
  • Sparekassens rådgivning og dokumentation i forbindelse med salg af garantbeviser, herunder hvordan sparekassen oplyser om risiko forbundet med investeringen, samt oplysning om vilkår for opsigelse og indløsning af garantkapital.
  • Sparekassens markedsføring af garantbeviser.

 

Denne redegørelse offentliggøres efter reglerne i bekendtgørelse om penge- og realkreditinstitutters pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af instituttet.

 

2. Sammenfatning og risikovurdering

Sparekassen har etableret de lovpligtige forretningsgange for rådgivning om tegning af garantkapital. Forretningsgangene indeholder oplysninger om risikoen ved garantkapital, begrænsninger for indløsning, samt krav om, at rådgivningen dokumenteres skriftligt.

 

Sparekassen foretager stikprøvekontrol med henblik på at kontrollere, at forretningsgangene efterleves i praksis.

 

Af sparekassens produktbrochure for garantkapital fremgår det, at ”garant-kapital tilhørende garantklasse [B, C og D] forfalder til udbetaling [12, 24 eller 36] måneder efter sidste tegningsdato i tegningsperioden”. Finanstilsynet vurderer, at formuleringen ”forfalder til udbetaling” giver en misvisende fremstilling af garanternes rettigheder, da garanterne jf. sparekassens vedtægter ikke har krav på at få indløst sin garantkapital helt eller delvist.

 

Finanstilsynet påtaler derfor, at det i sparekassens produktbrochure er anført, at garantkapital i klasse B, C og D ”forfalder” til udbetaling, uanset at sparekassen kan nægte at udbetale garantkapitalen.