Redegørelse om inspektion i Forvaltningsselskabet Hellerup Finans A/S

Finanstilsynet var i oktober 2015 på inspektion i Forvaltningsselskabet Hellerup Finans A/S. Inspektionen var en funktionsundersøgelse af selskabets risikostyrings- og compliancefunktion. På inspektionen havde Finanstilsynet særligt fokus på selskabets interne kontrolmiljø, risikohåndtering samt rapportering og opfølgning herpå.

Sammenfatning og risikovurdering

Selskabets forretningsmodel baserer sig på forvaltning af fonde med forskellige strategier, herunder fonde, som investerer i fast ejendom og solcelleanlæg.

Finanstilsynet konstaterede på inspektionen, at selskabets risikopolitik var mangelfuld og bl.a. ikke tog stilling til selskabets operationelle risici, samt at selskabets risikorapportering ikke levede op til gældende lovgivning, herunder reglerne om rapportering af alternative investeringsfondes risikogrænser. Selskabet har modtaget påbud om at rette op på disse forhold.

På inspektionen konstaterede Finanstilsynet, at selskabet siden opnåelse af tilladelse som forvalter ikke har haft en permanent risikostyringsfunktion, da den risikoansvarlige ikke har været ansat i forvaltningsselskabet men i Hellerup Finans A/S. Selskabet har siden dokumenteret overfor Finanstilsynet, at ansættelsesforholdet med den risikoansvarlige nu er indgået mellem den risikoansvarlige og selskabet, og at denne trådte i kraft den 1. november 2015, hvorfor selskabet har modtaget en påtale for forholdet.

På inspektionen konstaterede Finanstilsynet videre, at selskabets compliancefunktion ikke var permanent, effektiv og uafhængig. Selskabets compliancefunktion havde bl.a. ikke de nødvendige kompetencer, ressourcer og uafhængighed til at varetage compliancefunktion effektivt. Selskabet har modtaget et påbud om at rette op på dette forhold.

Finanstilsynet konstaterede endvidere, at selskabet i flere tilfælde havde en portefølje af udstedte ydet lån til investorer, som ønskede at investere i alternative investeringsfonde forvaltet af selskabet. Det ligger uden for et forvaltningsselskabs tilladelse at yde samt opnå en portefølje af lån til investorer. Selskabet har siden dokumenteret overfor Finanstilsynet, at porteføljen af ydet lån er overdraget til tredjemand og ophørt, hvorfor selskabet har modtaget en påtale for forholdet.

Finanstilsynet konstaterede endeligt, at selskabet i flere end 100 tilfælde havde markedsført alternative investeringsfonde til detailinvestorer, som havde købt andele for under 100.000 euro, uden at selskabet på vegne af fondene havde opnået tilladelse til markedsføring til detailinvestorer. Selskabet har modtaget påtale herfor.