Redegørelse om inspektion om produktudvikling i Danske Bank A/S

Indledning

Finanstilsynet var i november 2015 på inspektion i Danske Bank A/S.

Inspektionen havde karakter af en temabaseret funktionsundersøgelse med udgangspunkt i ledelsesbekendtgørelsens regler for produktudvikling og produktstyring. Undersøgelsen havde særligt fokus på Danske Banks porteføljeplejeprodukt Flexinvest Fri.

Sammenfatning og risikovurdering

Inspektionen blev gennemført som et led i Finanstilsynets forberedende arbejde med at etablere et produkttilsyn på baggrund af MiFID II-direktivets kommende regler om produktudvikling og produktstyring. Finanstilsynet drøftede på inspektionen med Danske Bank, i hvilket omfang banken har indrettet sig på at kunne efterleve de kommende regler.

MiFID II’s produkttilsynsregler pålægger værdipapirhandlere, der udvikler finansielle instrumenter, at have produktudviklings- og produktstyringsprocesser, der bl.a. sikrer, at et produkt passer til en afgrænset målgruppes investeringsbehov, at produktets risici er vurderet og fundet hensigtsmæssige for målgruppen, at produktet er tilstrækkeligt testet, og at produktets omkostninger er gennemskuelige og rimelige set i forhold til produktets forventede afkast.   

Reglerne forventes at finde anvendelse fra 3. januar 2018.

Finanstilsynet vurderer, at Danske Bank har indrettet sig, så banken efterlever ledelsesbekendtgørelsens regler for produktudvikling. Undersøgelsen gav således ikke anledning til tilsynsmæssige reaktioner.