Redegørelse om inspektion i Danske Invest Management A/S (risikostyring og compliance)

Finanstilsynet var i april 2016 på inspektion i Danske Invest Management A/S.

Indledning

Der var tale om en funktionsundersøgelse med fokus på, om investeringsforvaltningsselskabets risikostyrings- og compliancefunktioner var indrettet i overensstemmelse med den finansielle lovgivning. Undersøgelsen omfattede en gennemgang af funktionernes organisering, ressourcer og kompetencer, opgaver og funktioner, tilrettelæggelse af arbejdet og rapportering.

Sammenfatning og risikovurdering

Danske Invest Management A/S’ forretningsmodel baserer sig på at tilbyde administration af danske investeringsforeninger og kapitalforeninger samt udenlandske alternative investeringsfonde (herefter fonde).

 

Selskabet er 100 pct. ejet af Danske Bank A/S, og selskabet har et tæt samarbejde med Danske Bank A/S i forbindelse med selskabets drift. Herudover har Danske Bank A/S indgået aftale med en række af de administrerede fonde om rådgivning og markedsføring af fondene. Danske Bank A/S er endvidere depotselskab for de danske investerings- og kapitalforeninger, som administreres af selskabet.

 

I forbindelse med undersøgelsen gjorde Finanstilsynet opmærksom på, at selskabets ledelse løbende skal være opmærksom på, at compliancefunktionen har tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage opgaverne på betryggende vis i forhold til selskabets virksomhedsområde og kompleksiteten af selskabets aktiviteter.