Redegørelse om gennemgang af nyudlån mv. i Jyske Bank A/S

Værd at vide

Tilsynsreaktioner er en samlebetegnelse for Finanstilsynets reaktioner over for lovovertrædelser eller forøget risiko i virksomheder under tilsyn.


Tilsynsreaktioner omfatter påbud, påtaler, risikooplysninger, tvangsbøder og politianmeldelser.

Indledning

Finanstilsynet har foretaget en gennemgang af nyudlån mv. i Jyske Bank A/S. Formålet var at vurdere bankens risikovillighed i forbindelse med nyudlån mv. og vurdere det grundlag, som banken foretog sine bevillinger af udlånene ud fra. Undersøgelsen er foretaget i 4. kvartal 2014. 

Gennemgangen var et led i en tværgående undersøgelse, hvor samme tema blev undersøgt i 13 andre pengeinstitutter. Baggrunden er, at Finanstilsynet har konstateret, at erhvervslivets og husholdningernes lave efterspørgsel efter lån i kombination med pengeinstitutternes forbedrede kapital- og fundingforhold har skærpet konkurrencen. Dette er i udgangspunktet positivt, men det kan også indebære en risiko for, at kreditstandarderne ved nyudlån slækkes, fx i form af at kunders egenfinansiering, pantsætning og kautioner reduceres i et omfang, som væsentligt forøger pengeinstituttets risiko.

Sammenfatning og risikovurdering

Finanstilsynet havde udvalgt 125 af bankens bevillinger af udlån i perioden juli 2013 – juni 2014. Det omfattede udlån til store, mellemstore og små erhvervsvirksomheder samt finansiering af udlejningsejendomme og finansiering af virksomhedshandler. Endvidere gennemgik Finanstilsynet bankens kreditpolitik og udvalgte forretningsgange.

Før bevilling af udlån udarbejder banken en indstilling med beskrivelse af låneformålet, kundens økonomiske forhold, de stillede sikkerheder og risiciene ved kunden. Finanstilsynet vurderede, at kvaliteten af bankens indstillinger for det meste var tilfredsstillende. På nogle områder har andre store banker dog mere omfattende analyser af risici. Dette gælder fx i sager med udlejningsejendomme, hvor Jyske Bank i nogle tilfælde ikke havde korrigeret værdien af ejendomme til realistiske markedsværdier.

Finanstilsynet fandt endvidere, at bankens risikovillighed generelt var på niveau med andre store bankers, og dermed også præget af en øget konkurrence om især økonomisk stærke erhvervskunder. Der var således en del eksempler på, at konkurrencen med andre banker havde ført til, at Jyske Bank havde lempet i vilkår ved fx at nedsætte den rente, kunden betalte, og i enkelte tilfælde at undlade at tage kaution.

Bankens prissætning af udlån, bortset fra udlån til store erhvervskunder, syntes at være i den lave ende i forhold til andre store banker. Bankens prisforskel for kunder med en god økonomi i forhold til kunder med en mindre god eller dårlig økonomi var mindre end for andre store banker. Bankens krav til sikkerheder, kautioner mv. var generelt på niveau med andre store bankers.

Bankens aktiviteter indenfor finansiering af virksomhedshandler er stadig begrænset, selv om aktiviteten er øget de senere år. Finanstilsynet har meddelt Jyske Bank, at hvis banken ønsker at øge finansieringen af virksomhedshandler i væsentligt omfang eller øger risikoprofilen i sagerne, skal banken være opmærksom på, at kompetencer og ressourcer skal følge med til dette.

Særligt for store bankers finansiering af virksomhedshandler har Finanstilsynet generelt konstateret øget vækst, risikovillighed og konkurrence, hvilket har resulteret i lempeligere kreditvilkår.

Jyske Bank skal derfor være opmærksom på risikoen for at finansiere virksomhedshandler til for høje priser og med for høj gældsandel.

Et pengeinstituts bestyrelse skal vedtage en kreditpolitik, hvor pengeinstituttets ønskede kreditrisikoprofil skal fremgå. Bevilling af udlån skal ske i overensstemmelse med kreditpolitikken. Finanstilsynet konstaterede, at Jyske Banks kreditpolitik på forskellige områder var for upræcis eller mangelfuld, fx med hensyn til risikoklassifikationer af kunder, koncentrationsrisici og rapportering til bestyrelsen. Bestyrelsen havde således ikke taget stilling til den ønskede kreditrisikoprofil. Der var dermed en risiko for, at banken på nogle områder bevilgede udlån med en risiko, som bestyrelsen ikke ønskede. Banken fik derfor påbud om at foretage de nødvendige ændringer af kreditpolitikken.

Jyske Bank koncernen har opgjort sit solvensbehov pr. 30. september 2014 til 10,7 procent. Den faktiske solvens pr. 30. september 2014 var 16,7 procent. Undersøgelsen gav ikke anledning til ændring af Finanstilsynets vurdering af koncernens solvensbehov.