Redegørelse om tilsyn med aktivitet i Sydbank A/S

Værd at vide

Tilsynsreaktioner er en samlebetegnelse for Finanstilsynets reaktioner over for lovovertrædelser eller forøget risiko i virksomheder under tilsyn.


Tilsynsreaktioner omfatter påbud, påtaler, risikooplysninger, tvangsbøder og politianmeldelser.

Finanstilsynet har foretaget en afgrænset undersøgelse hos Sydbank A/S i bankens egenskab af at være stiller af CIBOR og CITA. Undersøgelsen er foretaget som et tilsyn med et afgrænset aktivitetsområde (uden besøg, dvs. som ”skrivebordsundersøgelse”) af, om banken opfylder governanceforhold, jf. kravene i bekendtgørelse nr. 1299 fra 14. november 2013 om tilsyn med fastsættelse af referencerenter.

Det er vurderet, om der er udarbejdet de forudsatte forretningsgange med særlig fokus på om

  1. kreditinstituttet har beskrevet sin metode til kvotering af en referencerente,
  2. der sker daglig verificering af de enkelte kvoteringer af en anden medarbejder, end den der har foretaget den egentlige kvotering,
  3. der er gennemført undervisning af relevant personale i de relevante forpligtelser, og
  4. der foreligger logbog med noteringer på daglig basis.

Finanstilsynet finder, at Sydbanks forretningsgange og procedurer sikrer, at banken i tilstrækkelig grad har opfyldt kravene til governanceforhold opstillet i bekendtgørelsen.

Finanstilsynet har vurderet, at Sydbank anvendte for få medarbejdere til at varetage opgaven med daglig kvotering og verificering af CIBOR. Sydbank har tilført området en yderligere medarbejder. Finanstilsynet anbefaler fortsat Sydbank at øge antallet af stillere.

Derudover har Finanstilsynet fremsat en anbefaling vedrørende den daglige dokumentation.