Redegørelse om inspektion i Andelskassen J.A.K. Slagelse

Værd at vide

Tilsynsreaktioner er en samlebetegnelse for Finanstilsynets reaktioner over for lovovertrædelser eller forøget risiko i virksomheder under tilsyn.


Tilsynsreaktioner omfatter påbud, påtaler, risikooplysninger, tvangsbøder og politianmeldelser.

Indledning

Finanstilsynet var i oktober måned 2013 på undersøgelse i Andelskassen J.A.K. Slagelse. Der var tale om en opfølgningsundersøgelse på Finanstilsynets seneste inspektion i 2012 på baggrund af andelskassens fortsat beskedne solvensoverdækning.

Ud fra en risikovurdering lagde Finanstilsynet vægt på kapitaldækningsområdet, kreditområdet, herunder gennemgang af kreditpolitik og forretningsgange, samt ledelsens og revisionens arbejde.

Sammenfatning og risikovurdering

Andelskassen har en enkel forretningsmodel, der er baseret på traditionelle ind- og udlånsprodukter. Kunderne består primært af mindre erhvervsdrivende og lønmodtagere. Andelskassen adskiller sig fra andre mindre institutter ved, at en stor del af kunderne har relation til J.A.K. bevægelsen. Blandt kunderne findes således et mindre antal friskoler samt privatkunder, der bor i ”økologiske samfund”. Derudover er udlånsaktiviteten relativt geografisk spredt som følge af flere fusioner. Andelskassen har således kunder på det meste af Sjælland, et område på Fyn og et område i Nordjylland.

Finanstilsynet gennemgik på undersøgelsen andelskassens 127 største engagementer (alle over 2 pct. af kapitalgrundlaget) samt en stikprøve på 50 engagementer i intervallet 200.000 kr. – 575.000 kr. Derudover blev alle engagementer med bestyrelse og direktion gennemgået. Engagementsgennemgangen omfattede 78 pct. af andelskassens samlede udlån og garantier.  

Finanstilsynet fandt, at kreditkvaliteten af andelskassens store engagementer ligger under gennemsnittet for pengeinstitutter i gruppe 3. Der er således objektiv indikation for værdiforringelse (OIV) i 56 ud af andelskassens 127 største engagementer svarende til 43 pct., målt på volumen. Finanstilsynet konstaterede OIV i 29 engagementer, hvor andelskassen ikke på forhånd havde konstateret OIV.

Finanstilsynet påbød andelskassen at øge nedskrivningerne på de store engagementer med ca. 10 mio. kr.

Finanstilsynet konstaterede OIV i 3 yderligere stikprøveengagementer. Finanstilsynet påbød andelskassen at øge nedskrivningerne på stikprøveengagementerne med ca. 0,5 mio. kr.

Det er Finanstilsynets generelle indtryk, at andelskassen er markant dårligere til at identificere OIV i sine engagementer end sammenlignelige institutter. Andelskassen modtog påbud om at sikre, at der identificeres OIV i henhold til reglerne herom. Finanstilsynet kunne konstatere, at andelskassen er for optimistisk i sine nedskrivningsberegninger, hvorfor andelskassen fik påbud om at tilpasse sine nedskrivningsberegninger, både hvad angår vurdering af sikkerheder og tilbagebetalingsevne. Andelskassen modtog yderligere en række påbud på kreditområdet, herunder blandt andet påbud om løbende at indhente oplysninger på sine kunder og forbedre handlingsplanerne på sine svage kunder.

Andelskassen fik en risikooplysning om, at den bør sikre, at der er den fornødne kreditmæssige ekspertise og forståelse til stede i bestyrelsen.

Finanstilsynet gav endvidere påbud om, at andelskassen skal udpege en compliance officer. Finanstilsynet kunne konstatere, at direktionen ikke udarbejder en risikorapport til bestyrelsen, hvilket ikke er i overensstemmelse med reglerne. Andelskassen fik derfor også påbud om fremover at gøre dette.

Andelskassen havde ultimo september 2013 opgjort sit solvensbehov til 15,8 pct., mens den faktiske solvens var opgjort til 16,1 pct. På baggrund af undersøgelsen fandt Finanstilsynet anledning til at forøge solvensbehovet til 18,1 pct. efter de nye nedskrivninger på ca. 10,5 mio. kr. Andelskassen har i forbindelse med undersøgelsen fået tilført ansvarlig kapital for ca. 12 mio. kr., hvorfor den faktiske solvens medio januar 2014 opgøres til 19,0 pct. og dermed overstiger solvensbehovet.

Andelskassen fik på baggrund af den lave solvensmæssige overdækning en risikooplysning om at forsætte initiativer til at forbedre den anstrengte kapitalsituation.

Andelskassen overskrider tilsynsdiamantens grænse for store engagementer på 125 pct., idet de store engagementer udgør 140,5 pct. af kapitalgrundlaget. Andelskassen modtog en risikooplysning om, at den høje andel bør nedbringes.