Redegørelse om inspektion i Teller A/S (hvidvaskområdet)

Værd at vide

Tilsynsreaktioner er en samlebetegnelse for Finanstilsynets reaktioner over for lovovertrædelser eller forøget risiko i virksomheder under tilsyn.


Tilsynsreaktioner omfatter påbud, påtaler, risikooplysninger, tvangsbøder og politianmeldelser.

1. Indledning

Finanstilsynet har i januar 2013 foretaget inspektion i Teller A/S med henblik på at vurdere, om instituttet overholder gældende regler på hvidvaskområdet.

Teller A/S, der fik tilladelse som betalingsinstitut den 29. oktober 2009, indgår aftaler med virksomheder og forretningsdrivende personer om indløsning af internationale betalingskort.

2. Sammenfatning og risikovurdering

Teller A/S har vurderet, at instituttets iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er lav. Uanset at risikoen vurderes som lav, har Finanstilsynet dog påpeget, at instituttets samlede antal kundetransaktioner er meget betydeligt, og at det vil kunne  forekomme, at instituttet bliver misbrugt til sådanne kriminelle aktiviteter.

Instituttet har oplyst, at et betydeligt antal af instituttets kunder på undersøgelsestidspunktet  fortsat ikke er tilstrækkeligt legitimerede i januar 2013. Finanstilsynet har på baggrund heraf givet instituttet påbud om at indhente tilstrækkelig legitimation af kunder, hvor dette endnu ikke har fundet sted, inden for en nærmere angivet frist.

Instituttet er i henhold til hvidvaskloven forpligtet til at overvåge kundetransaktioner, undersøge mistænkelige transaktioner og underrette Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, hvis mistanken ikke kan afkræftes. Mistanke kan f.eks. opstå ved større krediteringer af betalingskort, som ikke har sammenhæng med forudgående debitering, usædvanligt transaktionsmønster eller omsætning og lignende.

Det er Finanstilsynets vurdering, at instituttet ikke har indført procedurer specifikt med henblik på opfyldelse af hvidvasklovens krav om overvågning af kundetransaktioner, opmærksomheds-, undersøgelses- og indberetningspligt. Finanstilsynet har derfor påbudt instituttet at indføre tilstrækkelige procedurer på dette område.

Finanstilsynet har herudover påbudt instituttet at udarbejde tilstrækkelige skriftlige interne regler på hvidvaskområdet, idet den eksisterende forretningsgang er behæftet med mangler. Endvidere har instituttet fået påbud om at iværksætte tilstrækkelige procedurer for undervisning af af relevante medarbejdere på hvidvaskområdet.