Redegørelse om inspektion i Totalbanken A/S

Værd at vide

Tilsynsreaktioner er en samlebetegnelse for Finanstilsynets reaktioner over for lovovertrædelser eller forøget risiko i virksomheder under tilsyn.


Tilsynsreaktioner omfatter påbud, påtaler, risikooplysninger, tvangsbøder og politianmeldelser.

1. Indledning

Finanstilsynet var i januar 2012 på inspektion i Totalbanken.

Inspektionen var en funktionsundersøgelse, hvor bankens 32 største engagementer svarende til ca. 34 pct. af de samlede udlån og garantier, en stikprøve på 120 af bankens øvrige engagementer, engagementer med bestyrelse og direktion og bankens solvensbehov blev gennemgået. Herudover foretog Finanstilsynet en overordnet gennemgang af bestyrelsen og direktionens arbejde, kreditpolitik og likviditet.

2. Sammenfatning og risikovurdering

Bankens forretningsmodel består i at yde lån til erhvervskunder og privatkunder, primært på Fyn. Banken har ændret sin forretningsmodel siden sidste undersøgelse for knap 1 år siden for at reducere risikoprofilen, blandt andet ved at nedbringe udlån på samlet ca. 84 mio.kr.

Bankens udlån til erhverv udgjorde pr. 30. september 2011 cirka 63 pct. af bankens samlede udlån og garantier. Banken har en høj andel af udlån til fast ejendom på ca. 23 pct.

Det er Finanstilsynets vurdering, at kreditkvaliteten af bankens store engagementer ligger under gennemsnittet for pengeinstitutter i gruppe 3 (mindre pengeinstitutter).  Således er der objektive indikationer for værdiforringelse (OIV) for 13 ud af de 32 største engagementer. En del af disse engagementer understøttes likviditetsmæssigt af banken.

Finanstilsynet vurderede, at banken pr. 31. december 2011 skulle foretage yderligere nedskrivning på godt 25 mio. kr. på engagementerne.

Finanstilsynet konstaterede anvendelse af visse risikable elementer i forretningsmodellen. Flere af bankens kunder har haft betydelige tab på valutalån og underskud gennem flere år. Kundernes valutaspekulation har således påført både kunderne og banken store tab. Forretningerne er dog nu i væsentligt omfang lukket.
Banken havde pr. 30. september 2011 opgjort sit solvensbehov til 12,9 pct. mens den faktiske solvens var 15,1 pct. Finanstilsynet vurderede på baggrund af undersøgelsen, at solvensbehovet ikke var tilstrækkeligt til afdækning af bankens risici.

Banken har siden indberettet et nyt solvensbehov pr. 31. december 2011 på 14,4 pct. og en faktisk solvens på 15,4 pct. Finanstilsynet vurderer, at dette solvensbehov er tilstrækkeligt. Banken fik på den baggrund en risikooplysning om, at den solvensmæssige overdækning er meget beskeden, og banken bør derfor tage initiativer til at øge overdækningen for eksempel ved nedbringelse af risici. Banken blev i tilknytning hertil påbudt, at Finanstilsynet skal orienteres månedligt om udviklingen i en række engagementer samt status for arbejdet med at øge kapitaloverdækningen.

Banken fik påbud om i bestyrelsens instruks til direktionen at definere store engagementer samt engagementer med forhøjede eller særlige risici, der hvert kvartal skal rapporteres til bestyrelsen. Banken fik endvidere påbud om, at bestyrelsen ved den årlige gennemgang af aktiver skal gennemgå en større andel af udlånsengagementer.