Redegørelse om inspektion i PMF Pension Forsikringsaktieselskab

Værd at vide

Tilsynsreaktioner er en samlebetegnelse for Finanstilsynets reaktioner over for lovovertrædelser eller forøget risiko i virksomheder under tilsyn.


Tilsynsreaktioner omfatter påbud, påtaler, risikooplysninger, tvangsbøder og politianmeldelser.

1. Indledning

Finanstilsynet var i september-oktober 2011 på inspektion i PMF Pension Forsikringsaktieselskab. 

Inspektionen var en ordinær undersøgelse, hvor alle virksomhedens væsentlige områder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der bliver lagt størst vægt på de områder, der har den største risiko.

Undersøgelsen havde fokus på følgende områder:

  • Bestyrelsens og direktionens arbejde
  • Investeringer
  • Forsikringsområdet, herunder aktuarmæssige forhold
  • Individuelt solvensbehov
  • It- og udviklingsområdet

2. Sammenfatning og risikovurdering

PMF Pension Forsikringsaktieselskab har ca. 71.000 forsikrede, hvoraf ca. 50.000 er fripolicer. Virksomheden leverer arbejdsmarkedspensionsordninger til pædagogmedhjælpere. Virksomheden er et 100 pct. ejet datterselskab af PenSam Liv Forsikringsaktieselskab, som også varetager administrationen af PMF Pension.

Virksomhedens forsikringsaftaler indeholder en ydelsesgaranti. Virksomheden har grundlagsrenter på mellem 2,0 og 3,5 pct. Fra og med 2011 er alle nye kunder forsikret i PenSam Liv Forsikringsaktieselskab i en ordning med aftalemæssigt ugaranterede ydelser og en grundlagsrente på 0 pct.

PMF Pension Forsikringsaktieselskab har en relativt beskeden basiskapital i forhold til de nugældende kapitalkrav. Virksomheden har pr. ultimo 2011 en solvensdækning på 1,5 og har i løbet af 2011 været tæt på grænsen til at have utilstrækkelig kapital til at dække virksomhedens individuelle solvensbehov.

PMF Pension Forsikringsaktieselskab overvejer fusion med PenSam Liv Forsikringsaktieselskab.

Finanstilsynet vurderer på baggrund af virksomhedens egen statistiske analyse af forsikringsbestanden, at niveauet for virksomhedens livsforsikringshensættelser er lidt lavere end hensættelser baseret på Finanstilsynets nye levetidsmodel. Finanstilsynet har anmodet om, at virksomheden inden for en kort periode opdaterer grundlaget for opgørelsen af hensættelserne med udgangspunkt i Finanstilsynets model.

PMF Pension Forsikringsaktieselskab har over en længere årrække opnået afkast, der er markant lavere end gennemsnittet for livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Virksomhedens administrationsomkostninger er omvendt relativt høje i forhold til sammenlignelige virksomheder.

Finanstilsynet har på inspektionen givet tre påbud vedrørende opgørelse af virksomhedens individuelle solvensbehov. Det drejer sig om løbende at foretage følsomhedsanalyser af alle væsentlige risici, der indgår ved beregningen af det individuelle solvensbehov, om løbende at orientere bestyrelsen om de væsentligste risici og om at sikre tilstrækkelig dokumentation for opgørelsen. Det er Finanstilsynets vurdering, at virksomhedens arbejde med opgørelse af det individuelle solvensbehov ikke er tilstrækkelig forankret i bestyrelsen.

Virksomheden har endvidere fået påbud om at sikre, at virksomhedens kapitalplan fremadrettet tager højde for, at Solvens II må forventes at træde i kraft i løbet af kapitalplansperioden.

På it- og udviklingsområdet er det Finanstilsynets vurdering, at virksomhedens nuværende it-løsninger vanskeliggør implementering af regulatoriske ændringer og indebærer forøgede operationelle risici og forøgede forsikringsadministrative omkostninger.