Redegørelse om inspektion i NEM Forsikring A/S

Værd at vide

Tilsynsreaktioner er en samlebetegnelse for Finanstilsynets reaktioner over for lovovertrædelser eller forøget risiko i virksomheder under tilsyn.


Tilsynsreaktioner omfatter påbud, påtaler, risikooplysninger, tvangsbøder og politianmeldelser.

1. Indledning

Finanstilsynet var i september 2011 på inspektion i NEM Forsikring A/S.

Inspektionen var en ordinær undersøgelse, hvor alle selskabets væsentlige områder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der bliver lagt størst vægt på de områder, der har den største risiko.

Denne redegørelse offentliggøres efter reglerne i bekendtgørelse om finansielle virksomheders pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden.

2. Sammenfatning og risikovurdering

NEM Forsikring A/S er resultatet af en fusion, der fandt sted med virkning fra den 1. januar 2011 mellem Midtjysk Forsikring G/S og Fyn Forsikring A/S.

Selskabets tilbyder standardprodukter til private og mindre erhverv. Selskabet distribuerer i stigende omfang forsikringerne gennem samarbejde med eksterne samarbejdspartnere, eksempelvis sparekasser, ejendomsmæglere og bilforhandlere.

Selskabet afgiver 34,5 % af bruttopræmieindtægten til genforsikring (pr. 30. juni 2011), hvor andre forsikringsselskaber i samme størrelsesorden afgiver ca. 20 %.

Bestyrelsen har en grundig proces for fastsættelse af den årlige risikopåtagelse. 

Selskabet har opgjort det individuelle solvensbehov pr. 30. juni 2011 til 44,1 mio. kr. Den faktiske solvens (basiskapital) pr. 30. juni 2011 var 94,2 mio. kr., således at selskabet har en solvensdækning på 2,14.

Finanstilsynet vurderer, at fusionen mellem de to selskaber er forløbet i overensstemmelse med forventningerne hos ledelserne, og at selskabet ledes med kendskab til de dækkede risici og med fokus på, at omkostningerne skal reduceres. 

Finanstilsynet har påbudt bestyrelsen at fastsætte forudsætningerne for en følsomhedsanalyse og stresstest af selskabets model for beregning af det individuelle solvensbehov. Derudover har bestyrelsen fået påbud om at sørge for, at selskabets kapital- og kapitalnødplan er operationelle f.eks. ved at konstruere kapitalnødplanen, så der er klare handlinger svarende til forskellige niveauer af overdækning.

Finanstilsynet har endvidere påbudt, at selskabet skal udarbejde en skriftlig retningslinje og forretningsgang for reassurance.