Redegørelse om inspektion i Danske Bank A/S (kreditområdet)

Værd at vide

Tilsynsreaktioner er en samlebetegnelse for Finanstilsynets reaktioner over for lovovertrædelser eller forøget risiko i virksomheder under tilsyn.


Tilsynsreaktioner omfatter påbud, påtaler, risikooplysninger, tvangsbøder og politianmeldelser.

1. Indledning

Finanstilsynet var i maj – juni 2012 på inspektion i Danske Bank A/S.  Inspektionen var en funktionsundersøgelse, det vil sige en undersøgelse af et eller flere udvalgte områder.

På inspektionen gennemgik Finanstilsynet kreditområdet vedrørende koncernens storkunder (Corporate & Institutions, Shipping og Særlige Finansielle engagementer) og udlån til erhvervskunder i Danmark, Sverige, Norge, Irland, Nordirland, Tyskland og Polen. Inspektionen omfattede også engagementer til bankens ledelse.

Formålet med inspektionen var at vurdere bankens kreditstyring, nedskrivninger og solvensbehov.

2. Sammenfatning og risikovurdering

Finanstilsynet gennemgik 590 udlån, der var større end ca. 10 mio. kr. Herudover gennemgik Finanstilsynet også udlån til bankens bestyrelse og direktion. De gennemgåede udlån havde trækningsmuligheder for i alt 292 mia. kr. og var udnyttet med i alt 191 mia. kr. Danske Bank koncernens udlån pr. 30. juni 2012 var 1.704 mia. kr., hvoraf 889 mia. kr. vedrører private kunder, der ikke var omfattet af inspektionen.

Inspektionen fandt sted på et tidspunkt, hvor banken foretog den kvartalsvise gennemgang af udlån for vurdering af nedskrivninger for 2. kvartal 2012. Finanstilsynet vurderer, at nedskrivningerne pr. 30. juni 2012 på de gennemgåede udlån er tilstrækkelige.

Som følge af vanskelige forhold på flere af bankens væsentlige markeder, navnlig i Irland, Nordirland og Danmark, kan der også fremover komme betydelige nedskrivninger.

Generelt vurderer Finanstilsynet, at bankens kreditstyring er tilfredsstillende og generelt er på niveau med andre større danske banker. Finanstilsynet fandt imidlertid, at beslutningsgrundlaget i en række sager, herunder virksomhedsbeskrivelser og særligt analyser og risikobetragtninger, er dårligere end i andre større danske banker. Endvidere er ratingen af virksomhedskunder i Sverige i flere tilfælde ikke retvisende.

Bestyrelsen og direktionen fik påbud om at sikre, at beslutningsgrundlaget for bevilling af udlån og for den efterfølgende opfølgning indeholder relevante analyser og betragtninger om risici, således at der sker identifikation og håndtering af engagementer med forhøjede risici. Bestyrelsen og direktionen fik også påbud om at sikre, at banken i Danmark løbende foretager en fyldestgørende, opdateret og forsigtig værdiansættelse af pantsatte ejendomme, og at bankens rating af kunder i filialen i Sverige er retvisende.
 
Bankens risikoanalyse af særlige finansielle engagementer forholder sig ikke eller kun i beskedent omfang til solvensbehov. Særlige finansielle engagementer er en portefølje finansielle konstruktioner fra perioden før finanskrisen, fx udlån til conduits, som er selskaber uden anden aktivitet end at eje og administrere fordringer. Bankens portefølje af særlige finansielle engagementer er under afvikling. På nogle af engagementerne var risikoen ikke dækket. Bestyrelsen og direktionen fik påbud om at sikre, at de har et tilstrækkeligt fyldestgørende og fremadrettet grundlag til at vurdere risici vedrørende særlige finansielle modparter til solvensformål, og at banken afsætter det nødvendige yderligere solvensbehov til dækning af risikoen ved de særlige finansielle engagementer.  

Endelig konstaterede Finanstilsynet, at bestyrelsens behandling af udlån til bestyrelse og direktion er mangelfuld. Bestyrelsen fik påbud om at sikre, at engagementer til ledelsen bevilges på grundlag af alle relevante oplysninger om kunderne. Det skal blandt andet kunne vurderes, om engagementer ydes i henhold til bankens sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår. Engagementer med bestyrelse og direktion skal i henhold til lovgivningen overvåges særlig omhyggeligt. Finanstilsynet gjorde opmærksom på, at der var et enkelt engagement blandt disse med forhøjet risiko, hvor stram styring måtte anses for påkrævet. Principielt bør det undgås, at engagementer med bestyrelse og direktion har forhøjet tabsrisiko.

Finanstilsynet gav en risikooplysning om, at bestyrelsen og direktionen fortsat bør være opmærksomme på de meget lave afkastkrav for svenske ejendomme og risikoen for prisfald med henblik på overvejelser om reduktion af bankens risici.

Danske Bank koncernen har opgjort sit solvensbehov pr. 30. juni 2012 til 10,4 procent. Den faktiske solvens pr. 30. juni 2012 var 17,7 procent.

Finanstilsynet vurderede, at der var behov for at afsætte yderligere kapital i solvensbehovet som følge af den fortsatte usikkerhed om kreditrisikoen på de særlige finansielle udlån. Danske Bank afsætter fremadrettet et kapitalmæssigt tillæg til dækning af risikoen i niveauet 1 mia. kr., svarende til 0,1 procentpoint. Inspektionen gav herudover ikke Finanstilsynet anledning til at anfægte bankens vurdering af solvensbehovet som følge af bankens kreditrisiko.