Redegørelse om inspektion i Nykredit Bank A/S

Værd at vide

Tilsynsreaktioner er en samlebetegnelse for Finanstilsynets reaktioner over for lovovertrædelser eller forøget risiko i virksomheder under tilsyn.


Tilsynsreaktioner omfatter påbud, påtaler, risikooplysninger, tvangsbøder og politianmeldelser.

Indledning

Finanstilsynet var på inspektion i Nykredit Bank A/S i april 2011. Inspektionen var en funktionsundersøgelse, det vil sige en undersøgelse af et eller flere udvalgte områder. Inspektionen omfattede kreditområdet vedrørende små og mellemstore erhvervskunder (SME-segmentet), solvensbehovet vedrørende disse kunder og bestyrelsens opgavevaretagelse.

Denne redegørelse offentliggøres efter reglerne i bekendtgørelse om finansielle virksomheders pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden.

Sammenfatning og risikovurdering

Finanstilsynet gennemgik ved inspektionen 170 udlånsengagementer fordelt på 2 stikprøver i størrelsesintervallet 7,5 – 50 mio. kr.

Finanstilsynet vurderede, at kvaliteten af bankens beslutningsgrundlag overordnet set var tilfredsstillende, men at der i nogle tilfælde var mangler. Blandt andet manglede banken i nogle tilfælde opdatering af værdiansættelse af pantsatte ejendomme samt stillingtagen til kunders reelle kapitalforhold. Dette førte i nogle tilfælde til forkert rating af kunderne, ligesom der i nogle tilfælde ikke blev konstateret objektiv indikation for værdiforringelse (OIV). Banken fik påbud om at sikre, at der tages stilling til kunders reelle kapitalforhold, og at der i tide bliver udarbejdet nedskrivningsberegninger baseret på et opdateret og tilstrækkeligt datagrundlag.

Gennemgangen af engagementer gav ikke anledning til at ændre i bankens samlede niveau for nedskrivninger.

Finanstilsynet vurderede, at banken ikke i tilstrækkeligt omfang havde taget højde for risikoen ved de gennemgåede engagementer ved opgørelsen af sit solvensbehov.

Banken har inddraget resultatet af kreditundersøgelsen i den seneste opgørelse af solvensbehovet, som banken har opgjort til 10,2 procent pr. 31. marts 2011 mod 8,9 procent pr. 31. december 2010. Finanstilsynet vurderer, at dette tager højde for de risici, der blev konstateret ved inspektionen. Den faktiske solvensprocent pr. 31. marts 2011 var 16,4 procent.
 
Finanstilsynet fandt mange datafejl i lister over engagementsstørrelser, rating mv., hvilket medfører risiko for forkert eller misvisende ledelsesinformation. Banken fik påbud om at forbedre datakvalitet og datadisciplin, så risikoen for fejlinformation reduceres.

Finanstilsynet bemærkede, at det generelt ikke fremgik af bestyrelsens forhandlingsprotokol, at bestyrelsen drøftede de kreditsager, der var til behandling på bestyrelsesmødet. Endvidere fremgik det ikke, at der var drøftelser om ratingen af kunderne og bankens solvensbehov. Banken fik påbud om at sikre, at væsentlige drøftelser fremgår af forhandlingsprotokollen. For så vidt angår drøftelserne af kreditsager, er det en gentagelse af tidligere påbud.

Finanstilsynet konstaterede, at antallet af sager til efterbevilling i bestyrelsen var meget stort. Banken fik påbud om at sikre, at antallet af efterbevillinger reduceres væsentligt.