Redegørelse om inspektion i Nordoya Sparikassi

Værd at vide

Tilsynsreaktioner er en samlebetegnelse for Finanstilsynets reaktioner over for lovovertrædelser eller forøget risiko i virksomheder under tilsyn.


Tilsynsreaktioner omfatter påbud, påtaler, risikooplysninger, tvangsbøder og politianmeldelser.

1. Indledning

Finanstilsynet var i august 2011 på undersøgelse i Nordoya Sparikassi.

Undersøgelsen var en funktionsundersøgelse, hvor sparekassens kreditrisici, bestyrelsens og direktionens arbejde, sparekassens likviditetsrisici, sparekassens afviklingsberedskab samt sparekassens opgørelse af sit individuelle solvensbehov blev undersøgt.

Denne redegørelse offentliggøres efter reglerne i bekendtgørelse for Færøerne om pengeinstitutters pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af instituttet.

2. Sammenfatning og risikovurdering

Nordoya Sparikassi er en lokal sparekasse med det nordlige Færøerne og Thorshavn som det primære forretningsområde.

Sparekassen har justeret sin forretningsmodel siden Finanstilsynets seneste undersøgelse i 2009 for at reducere sparekassens eksponering mod store erhvervsengagementer. Sparekassen har endvidere fået ny ledelse og oprettet et kreditkontor.

Sparekassens udlån til private udgør 62 pct. af det samlede udlån, hvilket er højere end gennemsnittet for gruppe 3 institutter på 38 pct. Ingen brancher udgør mere end 15 pct. af sparekassens samlede udlån.

Finanstilsynet gennemgik på undersøgelsen sparekassens 31 største udlånsengagementer, de 10 engagementer ud over de 31 største, hvorpå sparekassen har foretaget de største nedskrivninger samt alle engagementer med sparekassens bestyrelse og direktion. I alt svarede de gennemgåede engagementer til ca. 28 pct. af sparekassens samlede udlån og garantier.

Det er Finanstilsynets vurdering, at sparekassens andel af engagementer med svaghedstegn blandt de største engagementer er højere end i danske pengeinstitutter af sammenlignelig størrelse (gruppe 3 institutter). Som opfølgning på kreditgennemgangen har tilsynet derfor bedt sparekassen om at indberette udviklingen i de største svage engagementer til tilsynet pr. ultimo 2011. 

På baggrund af kreditgennemgangen vurderede Finanstilsynet endvidere, at sparekassen havde et nedskrivningsbehov på de gennemgåede engagementer på ca. 5 mio. kr. ud over, hvad sparekassen selv havde identificeret. Sparekassen fik derfor påbud om at udarbejde en ny nedskrivningsberegning på de berørte engagementer.

Herudover gav tilsynet sparekassen et antal påbud omkring ændring og optimering af sparekassens skriftlige forretningsgange, arbejdsgange og rapporteringspraksis.

Sparekassen har individuel statsgaranti på aktuelt 450 mio. kr. Den aktuelle uro i verdensøkonomien og usikkerheden om den økonomiske udvikling de kommende år samt udløbet af den individuelle statsgaranti i 2013 vil kunne medføre, at konkurrencen om indlån kan ændre sig væsentligt. På den baggrund fik sparekassen en risikooplysning om, at den fremover bør have særlig fokus på udviklingen i sparekassens likviditetsberedskab.

Sparekassen havde ved undersøgelsen beregnet solvensbehovet til 10,9 pct. pr. 30. juni 2011. Sparekassens faktiske solvens var pr. 30. juni 2011 opgjort til 16,1 pct.  Finanstilsynet vurderede på baggrund af undersøgelsen, at solvensbehovet ikke var tilstrækkeligt til afdækning af bankens risici.

Sparekassen indberettede efterfølgende et nyt solvensbehov på 11,7 pct.
Finanstilsynet har ingen bemærkninger til dette solvensbehov.