Redegørelse om undersøgelse af Pensionskassen for sygeplejersker og lægesekretærers risikovurdering på hvidvaskområdet

Finanstilsynet foretog i fjerde kvartal 2023 en undersøgelse af Pensionskassen for sygeplejersker og lægesekretærers risikovurdering på hvidvaskområdet. Undersøgelsen var et led i en tværgående undersøgelse af området i en række pensionsselskaber.

Pensionskassen for sygeplejersker og lægesekretærer er en pensionskasse, hvor medlemmerne optages via ansættelse i henhold til kollektive overenskomster eller aftale med faglige organisationer. Virksomheden tilbyder derudover pensionsordninger til grupper af ikke-overenskomstdækkede indenfor pensionskassens faggrupper, fx selvstændige og ansatte på privatområdet uden for overenskomst.

Finanstilsynet vurderer, at Pensionskassen for sygeplejersker og lægesekretærers iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er lav vurderet i forhold til gennemsnittet af livsforsikrings- og pensionsselskaber i Danmark. I vurderingen er der særligt lagt vægt på, at virksomhedens kunder hovedsageligt er kunder i Danmark. 

Den gennemførte undersøgelse har ikke givet anledning til bemærkninger.