Redegørelse om undersøgelse af Industriens Pensionsforsikring A/S’ risikovurdering på hvidvaskområdet

Finanstilsynet foretog i fjerde kvartal 2023 en undersøgelse af Industriens Pensions risikovurdering på hvidvaskområdet. Undersøgelsen var et led i en tværgående undersøgelse af området i en række pensionsselskaber.

Industriens Pension er et livsforsikrings- og pensionsforsikringsselskab. Virksomheden er et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab, som kan tegne eller varetage administrationen af kollektive pensionsordninger oprettet i henhold til overenskomst efter aftale mellem parter på arbejdsmarkedet. Selskabet kan desuden tegne individuelle pensionsordninger indenfor medlemskredsen i den kollektive pensionsordning.

Finanstilsynet vurderer, at Industriens Pensions iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er lav vurderet i forhold til gennemsnittet af livsforsikrings- og pensionsselskaber i Danmark. I vurderingen er der særligt lagt vægt på, at virksomhedens kunder hovedsageligt er kunder i Danmark. 

På baggrund af undersøgelsen har virksomheden fået påbud om at revidere sin risikovurdering, så kundetyper, lande og geografiske områder i tilstrækkelig grad bliver identificeret og vurderet i forhold til risikoen for, at virksomheden kan blive brugt til hvidvask og finansiering af terrorisme. Desuden skal virksomhedens risikovurdering underbygges af relevante data, samt tage udgangspunkt i de nationale og supranationale risikovurderinger.

[1] Hvidvasklovens § 7, stk. 1.