Likviditetsrisici materialiserer sig sjældent, men når de gør, kan det have stor effekt på kort tid. Derfor er det vigtigt, at pengeinstitutterne har en fornuftig og løbende styring af deres likviditetsrisici. Et dækkende overvågningsmiljø og kendskab til stabiliteten af indlånsbasen er nogle af de væsentlige forudsætninger for en god risikostyring.
Uroen på det internationale bankmarked i marts 2023, hvor bl.a. en række amerikanske banker kom i problemer, viste bl.a. at især store erhvervsindlån, som ikke er dækket af indskydergaranti, kan være meget flygtige indenfor kort tid. Det viste også, at høje koncentrationer af indlån fra særligt udsatte brancher eller få store erhvervskunder kan bidrage til, at indlånsbasen eroderer hurtigere, når der opstår uro. Det understreger vigtigheden af en robust likviditetsposition og risikostyring på området.
Formålet med inspektionen var at undersøge, hvordan danske pengeinstitutter identificerer og overvåger risiciene forbundet med udækkede erhvervsindlån. Inspektionen havde bl.a. fokus på, om pengeinstitutterne har en forsvarlig styring i forhold til deres stresstest på likviditetsområdet, og hvordan de bruger følsomhedsanalyser som supplement til at belyse effekterne af indlånsafløb på nøgletal for likviditet og funding.
Overvågning af risici
Hændelser som bankuroen i marts 2023 har potentiel systemisk betydning og bør, som led i pengeinstitutternes løbende risikoidentifikation, føre til overvejelser om mulige konsekvenser for det enkelte institut. Disse overvejelser kan omhandle pengeinstituttets egen risikoprofil og styring af risici, men behøver ikke nødvendigvis at være afgrænset hertil. Det vil sige, at begivenhederne i marts 2023 bør føre til overvejelser i institutter, der er særligt afhængige af udækkede erhvervsindlån eller hvis indlånskunder er koncentreret på få sektorer.
Det påhviler således institutterne at sikre, at overvågning og styring af likviditetsrisici tager højde for forskellige aktuelle og potentielle risici. Det omfatter aktuelt opmærksomhed på risici forbundet med store erhvervsindlån, navnlig udækkede indlån og større koncentrationer af indlån.
Her kan relevante analyser af erhvervsindlån bl.a. være med til at sikre en rettidig indsats. Analyser kan f.eks. være møntet på at opdage begyndende afløb på erhvervsindlån og koncentrationer af indlån fra bestemte brancher eller enkeltkunder. Brancher, som i særdeleshed er konjunkturelt eller på anden vis følsomme, bør som fundingkilde give anledning til ekstra årvågenhed, fordi de kan være mere flygtige, når der opstår problemer.
Analyserne skal – hvor dette er relevant - indgå i instituttets rapportering til bestyrelse og direktion, f.eks. gennem risikoudvalg.
De udækkede erhvervsindlån i de undersøgte institutter udgør en væsentlig andel af deres samlede erhvervsindlån. Det er ikke usædvanligt, at en større andel af erhvervsindlånet er udækket. Jo større andel de udækkede erhvervsindlån udgør, jo vigtigere er det, at institutterne forholder sig til stabiliteten.
De undersøgte institutter overvåger og rapporterer udvikling i indlånsbasen, men har generelt ikke tilstrækkelig fokus på udækkede erhvervsindlån i deres løbende rapportering.
Finanstilsynet bad i undersøgelsen institutterne om bl.a. at sende opgørelser af deres udækkede erhvervsindlån på brancheniveau. Flere af opgørelserne indeholdt eksempler på, at de pågældende institutter i analyserne enten ikke angiver en branche eller ikke angiver branchen på tilpas granulært niveau for en større del af deres erhvervsindlån. F.eks. var der for et af institutterne ikke angivelse af branchen for 16 pct. af instituttets samlede erhvervsindlån. To andre institutter angav for generiske branchetilknytning for henholdsvis 45 og 20 pct. af deres samlede erhvervsindlånsbase. Institutter bør forbedre deres datagrundlag, så de bedre kan identificere den branchemæssige tilknytning for deres erhvervsmæssige indlånskunder, og dermed de potentielle sårbarheder i indlånsstabiliteten.
Temainspektionen afdækkede også brancher, som fylder forholdsvist meget i de undersøgte institutters indlånsbaser. Institutterne bør kunne håndtere risikoen ved, at indlånskunder i disse brancher samtidigt reducerer deres indlån f.eks. som følge af konjunkturer, der rammer indlånskunder i samme branche bredt. Tilstrækkeligt forsigtige interne grænser og effektive og robuste beredskabstiltag bør være en del af håndteringen af sådanne risici.
Likviditetsstresstest og følsomhedsanalyse
En god likviditetsstresstest er en forudsætning for et instituts egen vurdering af, om likviditetsstyringen er forsvarlig. Det kræver, at likviditetsstresstesten har fornuftige antagelser for situationer med stress, som bl.a. tager højde for risikoen forbundet med usikre indlånstyper. Finanstilsynet forventer, at pengeinstitutterne gør sig passende overvejelser om afløb på erhvervsindlån i deres stresstest. Der skal her tages højde for, i hvilket omfang disse indlån ikke er dækket af indskydergarantien – hvis denne type indlån har væsentlig betydning for likviditeten. Instituttet bør i sin rammesætning tage højde for resultaterne af likviditetsstresstesten.
Inspektionen viste, at de undersøgte pengeinstitutter har forskellig praksis for stress af erhvervsindlån. De fleste af institutterne har i en vis udstrækning tilpasset deres stresstest med antagelse om større afløb på udækkede indlån, men ikke alle institutter sondrer eksplicit mellem indlån fra private og fra erhverv i deres likviditetsstresstest. Forudsætningerne om afløb skal i givet fald være så konservative, at de i tilstrækkelig grad afspejler passende afløbsantagelser på udækkede erhvervsindlån. Her skal holdes for øje, at risikoen for afløb i en situation med stress er større på indlån fra erhverv end fra private. Det gælder ydermere, hvis der er tale om udækkede erhvervsindlån. En tilpas forsigtig behandling vil alt andet lige kræve, at udækkede erhvervsindlån forventes et hårdere afløb end for eksempel dækkede erhvervsindlån eller udækkede indlån fra privatkunder.
Det er også god praksis, at institutterne ved uro på de finansielle markeder, f.eks. ved begivenheder som i marts 2023, aktivt overvejer og tager stilling til, om antagelserne bag likviditetsstresstesten fortsat afspejler instituttets likviditetsrisikoprofil. Det kan være fornuftigt som udgangspunkt at justere antagelserne, for at sikre at likviditetspositionen er opdateret og passende. Det kunne i den konkrete situation f.eks. være i form af hårdere afløbsantagelser for udækkede erhvervsindlån.
Inspektionen viste, at de undersøgte institutter anvender et særskilt stressafløb på kontraktuelle indlån. Kontraktuelle indlån som forfalder i en situation med stress må helt naturligt antages at blive trukket helt ud af instituttet. Det bør som udgangspunkt indgå i instituttets overvejelser i forhold til at sikre en passende afløbssats på kontraktuelle indlån, der tager højde for risiciene under stress. Flere af institutterne forudsætter således også et fuldt afløb på dele af de kontraktuelle indlån.
Enkelte institutter opererer i deres stresstest med interne rammer for LCR, der ligger under 100 pct. over en 12-måneders stresshorisont. Det er ikke hensigtsmæssigt med interne rammer i en stresstest for LCR på under 100 pct, da det kan lede til, at instituttet reagerer alt for sent på advarslerne fra stresstesten og gør stresstesten mindre anvendelig i instituttets risikostyring og -overvågning.
Som supplement til en forsvarlig likviditetsstresstest kan pengeinstitutterne med fordel bruge følsomhedsanalyser til at belyse effekterne af afløb på nøgletal for likviditet og funding. Inspektionen viser, at flere institutter kun bruger følsomhedsanalyser i begrænset omfang. En følsomhedsanalyse kan f.eks. være en analyse af, hvordan instituttets nøgletal for likviditet og funding vil ændre sig, hvis de største erhvervsindlån forsvinder.
Aftaleindlån
Inspektionen omfattede ikke en konkret afsøgning af pengeinstitutternes risikostyring af aftaleindlån.
Aftaleindlån er igen blevet et betydende indlånsprodukt som alternativ til anfordringsindlån efter at have haft begrænset betydning i en længere periode
Aftaleindlån er typisk forbundet med andre risici for likviditet og funding end anfordringsindlån. Det skyldes, at indskyderne i aftaleindlån allerede som udgangspunkt mere aktivt har opsøgt den højere forrentning, der følger med binding af indskuddet. Tilsvarende kan der opstå en refinansieringsrisiko gennem aftaleindlån, hvor indskyderen søger den bedste afvejning mellem bindingsperiode og renteindtægt – og dermed må forventes at være parat til at flytte hele indlånet til andre pengeinstitutter ved udløb. Det gør alt andet lige aftaleindlån til en mindre stabil funding.
Aftaleindlån kan dog, hvis de tilrettelægges fornuftigt med jævn afdragsprofil og ikke dominerer det enkelte instituts indlån, give yderligere stabilitet og diversifikation til indlånsbasen og dermed gøre instituttet mere robust overfor udsving i indlånet. Indskyderens binding sikrer pengeinstitutter mod pludselige træk i bindingsperioden – forudsat, at den dekort, indskyderen skal betale ved førtidig hævning, er tilstrækkeligt stor til at afholde indskyder fra et sådant pludseligt træk.
Det er vigtigt, at institutterne kvalificeret vurderer de potentielle risici for likviditet og funding i takt med indførelse eller stigende udbredelse af aftaleindlånsprodukter. Det er også vigtigt, at fornyet brug af aftaleindlån er indrammet af en fornuftig likviditetsrisikostyring. Det gælder især, hvis aftaleindlån udvikler sig til en væsentlig fundingkilde. De potentielle likviditetsmæssige effekter af aftaleindlån bør give anledning til, at instituttet tilrettelægger en fornuftig og jævn afdragsprofil på denne type produkter. Det er desuden fornuftigt, at pengeinstitutter som udgangspunkt fastsætter en dekort, der i praksis er tilstrækkeligt effektiv til at afholde indskydere fra pludselige træk på indlånsproduktet i bindingsperioden.
Undersøgelsen viste, at flere pengeinstitutter inkluderer udviklingen i aftaleindlån i ledelsesrapporteringen. Det danner alt andet lige et godt udgangspunkt for at sikre, at de har tilstrækkelig opmærksomhed på og overblik over de fundingkilder, der ved træk kan udgøre en risiko for likviditet og funding.
Temainspektionen har ikke givet anledning til tilsynsreaktioner eller tilsidesættelse af de undersøgte pengeinstitutters opgjorte solvensbehov eller de fastsatte likviditetsmålsætninger.