Redegørelse om undersøgelse af Sampension Livsforsikring A/S’ håndtering af EU-sanktioner, herunder sanktioner mod Rusland og Belarus

Finanstilsynet igangsatte i maj 2023 en undersøgelse af Sampension Livsforsikring A/S’ (virksomheden) håndtering af EU-sanktioner, herunder sanktioner mod Rusland og Belarus ved at indhente en redegørelse fra virksomheden. Undersøgelsen var et led i en tværgående undersøgelse af det pågældende område i en række pengeinstitutter, pensionskasser, betalingsinstitutter og fondsmæglerselskaber.

Risikovurdering og sammenfatning

Virksomheden er et kundeejet pensionsselskab, der tilbyder både arbejdsmarkedspensioner og firmapensioner. Virksomheden er et af Danmarks største pensionsselskaber. Virksomheden administreres af Sampension Administrationsselskab A/S, som varetager administrative opgaver for livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsselskaber samt kapitalforvaltning i bred forstand.

Virksomheden har enkelte kunder, som har tilknytning til Rusland, hvilket efter Finanstilsynets vurdering medfører, at virksomheden på det foreliggende grundlag har en vis iboende risiko for, at virksomhedens transaktioner på egne eller kunders vegne kan komme i strid med gældende forordninger om finansielle sanktioner mod lande, personer mv.

Undersøgelsen har på det foreliggende grundlag ikke givet Finanstilsynet anledning til tilsynsmæssige reaktioner.