Redegørelse om temainspektion af bestyrelsens overvågning og håndtering af afkast og omkostninger i Investeringsforeningen Jyske Portefølje

Finanstilsynet gennemførte i 2022/2023 en temainspektion vedrørende bestyrelsens overvågning og håndtering af afkast og omkostninger i Investeringsforeningen Jyske Portefølje, afdeling Vækst udl.

Formålet med inspektionen var at få belyst, hvorvidt bestyrelser i danske investeringsforeninger og værdipapirfonde foretager en tilstrækkelig evaluering af afkast og omkostninger i foreningernes/værdipapirfondenes afdelinger med henblik på at sikre, at investorernes interesser er varetaget betryggende.

Bestyrelsen i investeringsforeningen har besluttet at delegere investeringsforvaltningen. Bestyrelsen skal modtage rapportering, der giver bestyrelsen mulighed for at evaluere, hvorvidt investorerne får et tilstrækkeligt afkast på deres investering, og om de omkostninger, som investorerne betaler, er rimelige. Hvis investorerne ikke får et tilstrækkeligt afkast og/eller betaler for høje omkostninger, er bestyrelsen i investeringsforeningen forpligtet til at forholde sig til dette og foretage de nødvendige tilpasninger, herunder eventuelt at udskifte investeringsforvalteren.

Bestyrelser skal således sikre, at de beløb, som investeringsforeningerne løbende betaler til samarbejdspartnere for de leverede ydelser, herunder betaling for investeringsrådgivning, distribution og administration er markedskonforme og konkurrencedygtige. Dette forudsætter, at bestyrelsen har styringsdokumenter, der fastlægger indholdet af rapporteringen vedrørende omkostninger og vurderingskriterier for det samlede omkostningsniveau og de væsentligste individuelle omkostningselementer, f.eks. rådgivningsomkostninger, distributionsomkostninger og administrationsomkostninger. 

Finanstilsynet konstaterede, at bestyrelsen ikke har styringsdokumenter, der sikrer, at bestyrelsen modtager rapportering om de væsentligste individuelle omkostningselementer og som fastlægger vurderingskriterier for omkostningsniveauet, herunder om omkostningerne er i investorernes interesse. Finanstilsynet har derfor givet påbud herfor.
Vurderer bestyrelsen, at en afdelings afkast ikke er tilfredsstillende, og/eller afdelingen ikke har markedskonforme og konkurrencedygtige omkostninger, er bestyrelsen forpligtet til at følge op på kritiske forhold og i et nødvendigt omfang træffe beslutninger for at rette op på disse, f.eks. ved udskiftning af investeringsrådgiver, genforhandling af omkostninger, likvidation m.v. Der er tale om helt centrale pligter for en bestyrelse i en investeringsforening i forhold til at varetage investorernes interesser.

I 2021 havde afdelingen en målsætning om at give et løbende risikojusteret afkast, som mindst er på niveau med det risikojusterede afkast for afdelingens referenceindeks, som er sammensat af flere indeks. Sammenlignet med referenceindekset har afdelingens afkast i gennemsnit ligget 3,26 procentpoint lavere end referenceindekset i årene 2017-2021.

Afdelingens årlige omkostningsprocent lå mellem 1,67-1,86 pct. i årene 2017-2021. Finanstilsynets sammenligning med andre aktivt forvaltede og noterede afdelinger i kategorien ”Blandede Høj Aktieandel” i Finans Danmarks omkostningsstatistikker, viser, at afdelingen pr. 1. marts 2023 har de højeste direkte omkostninger ud af 54 afdelinger. 

Afdeling Vækst udl. havde således i en længere periode leveret et utilstrækkeligt afkast i forhold til afdelingens målsætning, og afdelingen havde samtidigt høje omkostninger. Finanstilsynet konstaterede dog, at bestyrelsen havde reageret på det utilstrækkelige afkast, og foretaget en række tiltag for at rette op herpå. 

Finanstilsynet har derfor påbudt bestyrelsen at foretage tilstrækkelig evaluering af omkostninger i afdelingen og gennemføre de nødvendige tiltag, der sikrer, at afdelingens omkostninger er markedskonforme og konkurrencedygtige og i investorernes interesse. Bestyrelsen skal forholde sig til afdelingens direkte produktomkostninger og foretage evaluering af disse omkostninger i forhold til relevante konkurrerende afdelinger.