Redegørelse om temainspektion af bestyrelsens overvågning og håndtering af afkast og omkostninger i Investeringsforeningen Formuepleje

Finanstilsynet gennemførte i 2022/2023 en temainspektion vedrørende bestyrelsens overvågning og håndtering af afkast og omkostninger i Investeringsforeningen Formuepleje, afdeling Globale Aktier.

Formålet med inspektionen var at få belyst, hvorvidt bestyrelser i danske investeringsforeninger og værdipapirfonde foretager en tilstrækkelig evaluering af afkast og omkostninger i foreningernes/værdipapirfondenes afdelinger med henblik på at sikre, at investorernes interesser er varetaget betryggende. 

Bestyrelsen i investeringsforeningen har besluttet at delegere investeringsforvaltningen. Bestyrelsen skal modtage rapportering, der giver bestyrelsen mulighed for at evaluere, hvorvidt investorerne får et tilstrækkeligt afkast på deres investering, og om de omkostninger, som investorerne betaler, er rimelige. Hvis investorerne ikke får et tilstrækkeligt afkast og/eller betaler for høje omkostninger, er bestyrelsen i investeringsforeningen forpligtet til at forholde sig til dette og foretage de nødvendige tilpasninger, herunder eventuelt at udskifte investeringsforvalteren.

Bestyrelser skal sikre, at de beløb, som investeringsforeningerne løbende betaler til samarbejdspartnere for de leverede ydelser, herunder betaling for investeringsrådgivning, distribution og administration, er markedskonforme og konkurrencedygtige. Dette forudsætter, at bestyrelsen har styringsdokumenter, der fastlægger indholdet af rapporteringen vedrørende omkostninger og vurderingskriterier for det samlede omkostningsniveau og de væsentligste individuelle omkostningselementer, f.eks. rådgivningsomkostninger, distributionsomkostninger og administrationsomkostninger. 

Finanstilsynet konstaterede, at bestyrelsen ikke har styringsdokumenter, der fastlægger bestyrelsens vurderingskriterier for omkostningerne. Finanstilsynet har derfor påbudt bestyrelsen at have styringsdokumenter, der fastlægger indholdet af rapporteringen vedrørende omkostninger og vurderingskriterier for omkostningsniveauet og de væsentlige individuelle omkostningselementer. 

Vurderer bestyrelsen, at en afdelings afkast ikke er tilfredsstillende, og/eller ikke har markedskonforme og konkurrencedygtige omkostninger, er bestyrelsen forpligtet til at følge op på kritiske forhold og i et nødvendigt omfang træffe beslutninger for at rette op på disse, f.eks. ved udskiftning af investeringsrådgiver, genforhandling af omkostninger, likvidation m.v. Der er tale om helt centrale pligter for en bestyrelse i en investeringsforening i forhold til at varetage investorernes interesser.

Sammenlignet med afdelingens benchmark har afdelingens performance i gennemsnit ligget 0,48 pct.-point lavere i perioden 2017-2021. Afdelingens årlige omkostningsprocent lå mellem 1,61-1,69 pct. i perioden, hvoraf rådgivningshonoraret udgjorde 1,35 pct. Rådgivningshonoraret dækker bl.a. over rådgivningshonorar til Formuepleje A/S og til underrådgivere. 

Foreningen betaler ikke formidlingsprovision. Foreningens rådgiver og hoveddistributør, Formuepleje A/S, betaler derimod formidlingsprovision til eksterne distributører. Betalingen viderefaktureres ikke til foreningen.   

Finanstilsynet vurderede, at det samlede rådgivningshonorar på 1,35 pct. ikke er transparent, markedskonformt og konkurrencedygtigt. Finanstilsynet vurderede endvidere, at rådgivningshonoraret betalt til Formuepleje A/S efter betaling af underrådgivere ikke er konkurrencedygtigt og markedskonformt, henset til de opgaver som Formuepleje A/S udfører. 

Finanstilsynet har derfor påbudt bestyrelsen at foretage tilstrækkelig evaluering af omkostningerne i afdelingen og sikre, at rådgivningshonoraret, herunder omkostninger til investeringsrådgiver og underrådgivere m.v., er transparente, markedskonforme og konkurrencedygtige.