Redegørelse om hvidvaskinspektion i Jyske Bank A/S

Finanstilsynet var den 29. og 30. november 2022 på inspektion i Jyske Bank A/S (banken). Inspektionen omfattede bankens kontanthåndtering og i den forbindelse organisering, politik, skriftlige forretningsgange, kundekendskab, undersøgelse af alarmer og interne kontroller på hvidvaskområdet.

Banken er et af Danmarks største pengeinstitutter. Banken tilbyder en bred vifte af finansielle ydelser. På baggrund af bankens størrelse er banken klassificeret som systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI). 

Finanstilsynet har under inspektionen fokuseret på bankens kontanthåndtering. Finanstilsynet vurderer, at kontanthåndtering er et højrisikoområde i forhold til hvidvask og terrorfinansiering, og at banken har en høj iboende risiko på dette område.

På baggrund af inspektionen er der et antal områder, som giver anledning til tilsynsmæssige reaktioner. 

Banken får påbud om at vurdere og hvor relevant indhente oplysninger om forretningsforbindelsernes formål og tilsigtede beskaffenhed samt midlernes oprindelse for samtlige privatkundeforhold. Banken skal sikre, at de indhentede oplysninger løbende bliver ajourført, jf. § 10, nr. 1 og nr. 4. Finanstilsynet påbyder endvidere med henvisning til hvid-vasklovens § 17, stk. 1, og § 11, stk. 1, nr. 5, banken at gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer på de kunder, hvor banken vurderer, at der er øget risiko for hvidvask eller finansiering af terrorisme.

Banken får påbud om, at inkorporere effektive kontrolforanstaltninger i relation til løbende kundekendskab. Endvidere påbyder Finanstilsynet banken at sikre, at compliancefunktionen kontrollerer, at disse foranstaltninger er effektive for at afhjælpe manglerne i bankens løbende kundekendskabsprocedure. 

Herudover har banken fået påbud om at udvide bankens transaktionsovervågning, så denne omfatter kontanthævninger i højrisikotredjelande, og at disse kontanthævninger inddrages i bankens risikovurdering af kundeforholdene. Finanstilsynet påbyder endvidere banken at foretage løbende overvågning baseret både på kundens og dennes eventuelle fuldmagtshavers risikoklassifikation.

Endelig har banken fået påbud om at sikre sig mod, at en medarbejder eventuelt kan misbruge sin stilling til f.eks. at henlægge alarmer, der skulle have været behandlet.