Redegørelse om påbud til Nykredit Bank A/S om produktgodkendelsesprocedurer og –styringsordninger

Finanstilsynet har i 2020-21 gennemført en temainspektion med fokus på produktgodkendelsesprocedurer og produktstyringsordninger. Temainspektionen er gennemført som funktionsinspektioner i seks banker, der distribuerer investeringsprodukter og udbyder tjenesteydelser, herunder Nykredit Bank A/S.

Reguleringen vedrørende produktgodkendelsesprocedurer og produktstyringsordninger er en væsentlig del af investorbeskyttelsen. Reguleringen skal sikre, at kunder kun køber produkter, som er egnede for kunderne og passer til kundens investeringsbehov. 

Banker er forpligtet til at have velfungerende procedurer for produktgodkendelse og –styring. Investeringsprodukter og tjenesteydelser skal gennemgås såvel regelmæssigt og ekstraordinært ved et særligt behov, hvor banken skal vurdere, om de produkter den udbyder eller anbefaler, fortsat er forenelige med en afgrænset målgruppes behov og karakteristika. Ligeledes skal banken revurdere, om der er kunder, som produktet eller tjenesteydelse ikke er forenelig med.

Finanstilsynet har ved inspektion konstateret, at bankens procedurer ikke er tilstrækkeligt velfungerende til at sikre, at den regelmæssige eller ekstraordinære gennemgang omfatter en egentlig detaljeret og dokumenteret revurdering af den afgrænsede målgruppe, samt at banken ikke har tilstrækkeligt klare rammer for, hvordan det sikres, at banken foretager en ekstraordinær gennemgang, hvis der opstår forhold, som potentielt kan udgøre en risiko for den afgrænsede målgruppe. 

Nykredit Bank fik derfor påbud om at etablere tilstrækkelige produktstyringsordninger og –godkendelsesprocedurer, der sikrer, at banken har klare beskrivelser af, hvordan der for produkter og tjenesteydelser skal foretages en detaljeret regelmæssig gennemgang, og hvornår produkter/tjenesteydelser ekstraordinært skal udtrækkes til gennemgang. Banken skal yderligere sikre, at der formuleres konkrete krav til dokumentation for gennemgange. 

Som en del af inspektionen havde Finanstilsynet udvalgt en tjenesteydelse, for at vurdere, i hvilken udstrækning banken havde foretaget en regelmæssig gennemgang af tjenesteydelsen og revurderet den afgrænsede målgruppe. Finanstilsynet vurderede, at bankens gennemgang var mangelfuld.

Banken fik derfor påbud om at gennemføre en egentlig produktgennemgang af det udvalgte produkt. Banken skal desuden foretage en undersøgelse af, om der mangler gennemgang af andre investeringsprodukter og tjenesteydelser for at identificere og afhjælpe andre tilfælde af manglende eller utilstrækkelige produktgennemgange.