Redegørelse om inspektion i MP Pensions – Pensionskassen for Magistre og Psykologer

Finanstilsynet var i januar 2018 på inspektion i MP Pension – Pensionskassen for Magistre og Psykologer (herefter MP Pension), hvor fokus var på investeringer i infrastruktur.

Inspektionen var et led i en tværgående inspektion, hvor samme tema blev undersøgt i otte livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. 

Inspektionen omfattede pensionskassens organisering og processer for investering i infrastruktur, herunder pensionskassens stillingtagen til investeringerne og efterlevelse af prudent person-princippet. 

Prudent person-princippet tilsiger, at pensionsselskaberne skal foretage investeringerne sådan, at forsikringstagernes interesser varetages bedst muligt.  Selskabernes investeringsstrategi skal afspejle det, kunderne er stillet i udsigt. Det enkelte selskab må alene investere i aktiver, hvis risici selskabet kan forstå og håndtere, herunder kan identificere, måle, overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om, jf. ”Vejledning om alternative investeringer og gode investeringsprocesser i lyset af prudent person-princippet”.

Som en del af inspektionen gennemgik Finanstilsynet fem udvalgte investeringer i infrastruktur med henblik på at afdække, hvordan organisation og processer fungerede i praksis.

Sammenfatning og risikovurdering

Pensionskassen tilbyder primært medlemmerne et gennemsnitsrenteprodukt med betingede garantier og i begrænset omfang et markedsrenteprodukt. Pensionskassen har ca. 130.000 medlemmer og investeringsaktiver for 115 mia. kr. 

Medio 2018 udgjorde porteføljeandelen af alternative investeringer i pensionssektoren 11 pct. af balancen (eksklusiv ejendomme), mens andelen af investeringer i infrastruktur udgjorde 3 pct. Pensionskassens porteføljeandel af investeringer i alternative aktiver var 9 pct. af balancen, mens andelen af infrastrukturaktiver var 4 pct.

Selskabets infrastrukturportefølje bestod af investeringer i lidt under 20 investeringer i fonde og co-investeringer indeholdende en bred vifte af underliggende investeringer i infrastruktur.

 

Bestyrelsens politik og retningslinjer for investeringsområdet

Finanstilsynet konstaterede, at bestyrelsen havde fastlagt en risikoprofil og foretaget afgrænsning af den ønskede risiko for investeringer i infrastruktur samt fastlagt rammer for pensionskassens alternative investeringer uden at have indføjet disse beslutninger i pensionskassens politik og retningslinjer. Finanstilsynet påbød derfor bestyrelsen at sikre, at bestyrelsens ønsker til afgrænsning af risici for investeringer i infrastruktur afspejles i pensionskassens investeringspolitik og retningslinjer, og at der som minimum årligt sker en stillingtagen til disse.

Det er ofte nødvendigt for pensionskassen at benytte samarbejdspartnere, herunder fondsforvaltere, for at få adgang til de kompetencer, der kræves for at gennemføre infrastrukturinvesteringer. Større koncentrationer på enkelte samarbejdspartnere kan have store følgevirkninger, hvis der sker svigt i en samarbejdspartners opgaveløsning. Bestyrelsen blev derfor påbudt at foretage afgrænsninger af risici i forhold til samarbejdspartnere på investeringsområdet.

Bestyrelsen blev endvidere påbudt at fastsætte relevante mål og sammenligningsgrundlag til vurdering af opnåede afkast i alternative investeringer, herunder infrastrukturinvesteringer.

Finanstilsynet konstaterede, at der i en periode har været en sparsom bemanding på området for alternative investeringer. Pensionskassen blev derfor bedt om at redegøre for pensionskassens sikring af tilstrækkelige ressourcer.


Investeringsrisiko og risiko/afkast-vurdering

Finanstilsynet vurderede, at der var mangler i risikoanalyserne inden og efter, at investeringerne blev foretaget. Når investeringsbeslutningen er truffet, identificerer pensionskassen ikke løbende risici i de faktiske investeringer, der foretages af fondene. Pensionskassen blev påbudt at sikre, at der sker en tilstrækkelig løbende identificering af risici, samt at der sker en tilstrækkelig systematisk overvågning og rapportering af udviklingen i risici i investeringerne.

Pensionskassen blev endvidere påbudt at sikre, at der løbende sker en tilstrækkelig måling af risici og vurdering af afkast/risiko-forholdet. Vurderingen skal dokumenteres og medtages i investeringsindstillinger og rapportering for at sikre, at aktiver investeres, så forsikringstagernes interesser varetages bedst muligt. Pensionskassen skal i den forbindelse sikre, at alle væsentlige informationer løbende inddrages i værdiansættelsen af infrastrukturinvesteringer.

 

Risikostyring

Risikostyringsfunktionen fik ikke forelagt væsentlige investeringer til udtalelse med henblik på at forholde sig til risikoprofilen i investeringerne, inden de blev foretaget. Pensionskassen blev derfor påbudt at sikre, at risikostyringsfunktionen har mulighed for at udtale sig om risikoen, inden der træffes investeringsbeslutninger.

Pensionskassen blev også bedt om at redegøre for, hvordan den årlige rapport fra den ansvarlige for risikostyringsfunktionen giver bestyrelsen et tilstrækkeligt overblik over pensionskassens risici og risikostyringssystem.