Politisk enighed mellem Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet om en ny hvidvaskpakke

Kommissionen fremlagde den 20. juli 2021 en række lovforslag til at styrke og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering i Europa. Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet opnåede politisk enighed om hvidvaskpakken den 16. januar 2024.

Den samlede pakke indeholder et nyt hvidvaskdirektiv (AMLD6), som primært er rettet mod myndighederne, en hvidvaskforordning (AMLR), som retter sig mod virksomhederne, og en AMLA-forordning (AMLA-R), som opretter en fælles ny EU-tilsynsmyndighed (AMLA).

Når den samlede pakke offentliggøres i Official Journal (EU-tidende), er retsakterne gyldige 20 dage derefter, og retsakterne skal herefter være implementeret og træde i kraft 36 måneder efter offentliggørelsen i Official Journal. Retsakterne offentliggøres formentlig til sommer.

Den nye fælles EU-tilsynsmyndighed (AMLA) forventes at blive formelt oprettet kort tid efter, at forordningen om AMLA er offentliggjort. Myndigheden skal være etableret ét år efter offentliggørelsen af de nye regler i Official Journal, og det forventes på nuværende tidspunkt, at AMLA indleder sit tilsyn med de enheder, som udpeges til AMLAs direkte tilsyn primo 2028.

AMLAs primære opgave er at føre tilsyn med en række store banker og andre finansielle virksomheder, og myndigheden skal ligeledes fastsætte en række tilsynsstandarder på hvidvaskområdet. AMLA kommer ligeledes til at udstede en række regler og vejledninger, der udfylder reglerne i AMLD6 og AMLR. 

AMLD6 skal implementeres i dansk lovgivning, og denne skal træde i kraft på samme tid som såvel alle tre retsakter i hvidvaskpakken som de regler, som AMLA skal fastsætte. Hvidvaskforordningen (AMLR) vil have direkte retskraft.

Finanstilsynet vil løbende holde offentligheden orienteret via Finanstilsynets hjemmeside om de vigtigste udviklinger og begivenheder i forbindelse med arbejdet med hvidvaskpakken i Danmark.