Emner
Den finansielle lovgivning stiller ingen hindring for investering i kryptovaluta, herunder i ICO’er. Finanstilsynet understreger dog, at da de fleste kryptovalutaer og ICO’er ikke er omfattet af den finansielle regulering, er der tilsvarende ikke samme forbrugerbeskyttelse som ved handel med finansielle instrumenter som aktier eller obligationer. Læs mere om Finanstilsynets advarsel om handel med kryptovaluta, og læs om Finanstilsynets orientering om ICO’er.
Da handel med kryptovaluta kan være omfattet af anden lovgivning, opfordrer Finanstilsynet til at man som forbruger undersøger dette inden man investerer. Særligt relevant kan det være at holde sig opdateret på gældende skattelovgivning
Kryptovaluta anses i Danmark ikke som en valuta eller et værdipapir. En handelsplatform hvorfra der kun foregår køb og salg af kryptovaluta vil derfor ikke falde ind under den nuværende finansielle lovgivning i Danmark.
Da den gældende finansielle lovgivning ikke regulerer kryptovaluta og handel med disse, er aktiviteten heller ikke for nuværende omfattet af hvidvasklovgivningen.
Finanstilsynet har i 2013 advaret forbrugere om farerne ved handel med kryptovaluta. Derudover udsendte de europæiske finansielle myndigheder i starten af 2018 en fælles advarsel om samme emne, som Finanstilsynet tilslutter sig.
Udfører virksomheden andre tjenester end blot køb og salg af kryptovalutaer, skal du være opmærksom på at disse tjenester kan være omfattet af anden regulering.
Ja. Hvis midler indhentes fra flere forbrugere eller virksomheder, med det henblik at opnå et samlet afkast, vil denne aktivitet muligvis være omfattet af dele af den finansielle lovgivning. I flere tilfælde, vil konstruktionen kræve tilladelse som forvalter af en alternativ investeringsfond.
Kryptovaluta og handel hermed er ikke omfattet af den finansielle lovgivning i Danmark. Derfor kan du eller din virksomhed, for egne midler, handle med kryptovaluta, uden at skulle have tilladelse hertil. Læs her om risici forbundet specifikt med ICO’er.
Hvorvidt en virksomheds specifikke forretningsmodel er omfattet af den finansielle lovgivning vil bero på en konkret vurdering. Kontakt derfor Finanstilsynet hvis du er i tvivl.
En betalingsinitieringstjeneste er juridisk defineret som en ”tjenesteydelse, der iværksætter en betalingsordre efter instruktion fra en bruger med henblik på at foretage en betalingstransaktion fra en betalingskonto, der udbydes af en anden udbyder end udbyderen af betalingsinitieringstjenesten.”
Dette betyder, at en betalingsinitieringstjeneste kan iværksætte en betaling fra eksempelvis en privatpersons lønkonto til en specifik modtager af betalingen.
En kontooplysningstjeneste er juridisk defineret som en ”tjenesteydelse, der giver en bruger konsolideret information om en eller flere af dennes betalingskonti, der udbydes af en eller flere kontoførende udbydere.”
Dette betyder, at en kontooplysningstjeneste kan give en bruger samlede informationer om en eller flere af dennes betalingskonti. Dette kan eksempelvis være i form af udarbejdelse af et forbrugsoverblik eller et budget. Det er her væsentligt at bemærke, at behandlingen kun må ske med henblik på at give brugeren den efterspurgte information.
Lov om betalinger, der er den danske implementering af PSD2, introducerer ovenstående type af udbydere af betalingstjenester, kaldet tredjepartsudbydere. Tredjepartsudbydere er en samlebetegnelse for netop udbydere af betalingsinitieringstjenester og/eller kontooplysningstjenester.
For en mere udførlig beskrivelse, herunder eksempler på tjenester som falder under ovennævnte kategorier, henvises til Finanstilsynets orientering om tredjepartsudbydere.
Opfølgende spørgsmål:
Kan en virksomhed udføre begge aktiviteter?
Opfølgende svar:
Ja – se Finanstilsynets orientering for mere.
Brugere, forbrugere såvel som virksomheder, har ret til at give en virksomhed, som har tilladelse som tredjepartsudbyder, adgang til brugerens betalingskonti. Dette kræver, at brugeren har givet sit udtrykkelige samtykke.
Rent praktisk betyder det, at en bruger kan kræve, at en kontoførende udbyder, typisk et pengeinstitut, giver:
- En udbyder af betalingsinitieringstjenester adgang til at iværksætte en betaling fra brugerens betalingskonto
- En udbyder af kontooplysningstjenester adgang til at indhente information fra brugerens betalingskonto.
Læs mere om tredjepartsudbydere her.
Adgangen skal kunne ske uden, at den kontoførende udbyder, hvor brugeren har den pågældende betalingskonto, stiller krav om, at der er indgået et aftaleforhold mellem instituttet og tredjepartsudbyderen.
Reglerne for, hvordan denne adgang skal ske, bliver først endelige i slutningen af 2019. Dermed vil der være en periode indtil da, hvor en kontoførende udbyder ikke må nægte en tredjepartsudbyder mulighed for at udføre den tjeneste, som brugen har givet samtykke til, men omvendt er der ikke fastsat konkrete regler for, hvordan adgangen gives.
Såfremt en virksomhed ønsker at være mellemmand mellem en sælger og en køber, og eksempelvis gennem en App udbyde varer eller tjenester på vegne af sælger, kan der være tale om en handelsagent. Det kræver ikke tilladelse fra Finanstilsynet at fungere som handelsagent, men en række betingelser skal være opfyldt for at være omfattet af denne undtagelse.
Det er afgørende, at virksomheden har fuldmagt fra sælger til at forhandle eller afslutte et salg af varer eller ydelser. Hernæst skal køber kunne betale med frigørende virkning over for handelsagenten. Med dette menes, at så snart køber har betalt til handelsagenten, skylder han ikke sælger flere penge. Det er sælger, der fastsætter pris og vilkår, og handelsagenten formidler blot disse – ofte mod et gebyr fra sælger. Der må alene være tale om en overførsel af midler mellem køber og sælger, og handelsagenten må ikke virke som en betalingstjeneste, da dette er en tilladelsespligtig aktivitet.
Der skal foretages en konkret vurdering i hvert tilfælde for at vurdere, om der er tale om en handelsagent eller en betalingstjeneste. Henvendelser herom bør derfor rettes til Finanstilsynet.
Yderligere vejledning og eksempler på handelsagenter findes her.
API står for Application Program Interface. Dette beskriver den tekniske løsning på, hvordan en bank skal give tredjepartsudbydere adgang til kunders betalingsoplysninger, eksempelvis til brug for en betalingstjeneste. Sikkerheden omkring overførslen af oplysningerne vil blive reguleret gennem en forordning, der i øjeblikket er under forhandling, og formentlig først træder i kraft i 2019. Der findes endnu ikke en bestemt standard for API’er, og bankerne kan således lave deres egen løsning for at give tredjeparter adgang. Det er op til markedsdeltagerne at beslutte, hvorvidt der i fremtiden skal findes en fælles løsning.
Yderligere om tredjeparter kan findes her.
Find flere informationer om reguleringen af betalingstjenester og e-penge på denne side.