Redegørelse om tilsyn med Amagerbanken

Det var nye og betydelige forværringer i en række af Amagerbankens store engagementer, der var den afgørende årsag til, at banken ikke længere levede op til solvenskravet og måtte lade sig overtage af Finansiel Stabilitet. Det viser Finanstilsynets redegørelse om Amagerbankens konkurs.

Kontakt

Kommunikationschef

Søren Møller Christensen
+45 33 55 82 99
smc@ftnet.dk

Redegørelsen gennemgår Finanstilsynets fire inspektioner i banken i perioden 2008-2010, hvor der samlet blev krævet nye nedskrivninger på over 1,5 mia. kr. Efter inspektionen i 2009 blev der endvidere fastsat et solvenskrav, som banken ikke kunne leve op til. På denne baggrund gennemførte Amagerbanken en kapitaludvidelse, så den kunne fortsætte driften.

Finanstilsynet har i forbindelse med redegørelsen analyseret nedskrivningerne i 4. kvartal 2010 på en lang række af Amagerbankens store udlånsengagementer. Undersøgelse viser, at nye forværringer alene tegnede sig for mellem 1,6 og 2,0 mia. kr. Dermed var disse forværringer i sig selv nok til at ødelægge Amagerbankens overlevelsesmuligheder, idet banken højst kunne tåle nye forværringer for 1,4 mia. kr.

Dermed fastslår redegørelsen også, at den konservative nedskrivningspraksis på ejendomsengagementer, som Amagerbanken indførte efter ledelsesskiftet i efteråret 2010, ikke i sig selv var årsag til Amagerbankens sammenbrud. Disse nedskrivninger var der i vidt omfang taget højde for i bankens solvensbehov.

Finanstilsynet har på baggrund af sagen taget initiativ til stramninger af reglerne for pengeinstitutters nedskrivninger og opgørelse af solvensbehov.

Læs hele redegørelsen her (pdf)

Læs bilagene her (pdf)