Opfølgning på julebrev fra 2021 om POG-reglerne

Finanstilsynet har undersøgt, hvordan forsikringsselskaberne og pensionskasserne udvikler produkter til definerede målgrupper. Konklusionen er, at selvom virksomhederne generelt har beskrevet processerne for produktudvikling, mangler branchen i praksis fortsat mangler at tage skridtet fuldt ud og rent faktisk kortlægge målgrupperne.

Finanstilsynet vil fremover have fokus på, at virksomhederne sikrer, at produkterne er designet i forsikringstagernes interesse og har værdi for dem. Det gælder f.eks., om der i forskellige forsikringsprodukter er god balance mellem den dækning og dermed den risiko, som forsikringstageren overlader til selskabet, og den pris, som forsikringstageren betaler. Det gælder også, om prisen i øvrigt er fair i forhold til udgifter mv. afholdt af udbyderne.

På baggrund af virksomhederne besvarelser på julebrevet, ønsker Finanstilsynet at fremhæve følgende budskaber til branchen:

  • Det er en afgørende forudsætning for produktudvikling og produktovervågning, at der sker en tilstrækkelig kortlægning af målgruppen. Dette skal ske, uanset om en virksomheds målgruppe på forhånd er givet i form af f.eks. overenskomstforhold eller lovkrav. 
  • Forsikringsselskaber har pligt til løbende at overvåge deres produkter, uanset om produkterne er reguleret af lov eller overenskomster eller er styret af den frie konkurrence. Formålet med kravet om produktovervågning og -gennemgang er at sikre, at forsikringsprodukter til stadighed er i overensstemmelse med den givne målgruppes behov, karakteristika og mål.
  • Virksomhederne har et ansvar for at sikre håndtering af situationer, hvor et produkt ikke passer helt eller delvist til den tiltænkte målgruppe. Det kan f.eks. indebære, at virksomheden går i dialog med relevante aftaleparter bag en ordning, tilpasser produktet til målgruppens behov, udvikler valgmuligheder, eller sikrer rådgivning af de relevante forsikringstagere i forhold til den manglende opfyldelse af behov.
  • Virksomhederne skal kunne dokumentere efterlevelsen af POG-reglerne, herunder arbejdet med afgrænsningen af målgrupperne, produkttests mv.
  • Virksomhederne skal sikre fokus på, om produkterne skaber value for money for forsikringstagerne. Det indebærer bl.a. at betaling for forsikringsdækning og omkostninger ved produktet står i rimeligt forhold til kundens ydelse eller service, og i øvrigt kan anses for fair.

Læs hele rapporten: Opfølgning på julebrev fra 2021 om produktudvikling- og overvågning