Markedsudviklingen for investeringsfonde 2021 - 2022

I en ny markedsudviklingsartikel analyserer Finanstilsynet udviklingen på det danske marked for investeringsfonde over de seneste to år fra 2021 til 2022.

Danske investeringsfonde oplevede stigende formuer i løbet af 2021 fra 2.861 mia. DKK til 3.290 mia. DKK svarende til en stigning på 15 pct. henover året. I de seneste år har den globale økonomi oplevet et inflationspres og som følge heraf stigende markedsrenter, hvilket har haft afsmittende effekter på de finansielle markeder. 

Formuerne i de danske investeringsfonde gik heller ikke ram forbi. I løbet af 2022 vendte udviklingen i formuerne i de danske investeringsfonde, som investerer i finansielle værdipapirer. Over en bred kam faldt formuerne i de danske fonde til 2.688 mia. DKK svarende til et fald på 18 pct. henover året. 

Antallet af danske investeringsfonde har været støt stigende i mange år. Også i de seneste år har der været en høj stigning i antallet af fonde. Over de seneste to år er antallet af danske investeringsfonde steget fra 1.805 til 2.219 fonde ultimo 2022. 

Stigningen i antal fonde drives især af en markant stigning i alternative investeringsfonde, hvor ejendomme og private equity har været en populær strategi. Stigningen i alternative investeringsfonde afspejler sig også i, at antallet af forvaltere af alternative investeringsfonde er vokset støt de senere år. Det gælder i særdeleshed antallet af de mindre og registrerede forvaltere af alternative investeringsfonde. 

Markedet for ejendomsfonde i Danmark tæller ca. 300 alternative investeringsfonde med en samlet værdi af de forvaltede aktiver på ca. 86 mia. DKK. Antallet af danske ejendomsfonde er steget støt de seneste år, fra 164 ved udgangen af 2019 til 298 ultimo 2022. 

Læs hele markedsudviklingsartiklen for investeringsfonde.