Vægtning af realkreditrelaterede garantier efter CRR-forordningen

Bilag 1 i CRR giver medlemslandene mulighed for at meddele EBA, hvordan ikke-balanceførte poster, der ikke er nævnt i bilaget, skal klassificeres som hhv. mellemliggende, mellemliggende/lav eller lav risiko.

Klassificeringen af de ikke-balanceførte poster vil have betydning for, hvilken eksponeringsværdi posten skal indgå med i opgørelsen af de risikovægtede eksponeringer. Poster med lav risiko indgår med 0 %, mellemliggende/lav risiko med 20 %, mellemliggende risiko med 50 % og fuld risiko med 100 %. 

Finanstilsynet har vurderet følgende garantier: 

  • Tinglysningsgarantier

Under forudsætning af, at garantiens frigivelse alene afhænger af instituttet, kan en tinglysningsgaranti klassificeres som mellemliggende risiko (vægt = 50 %) eller mellemliggende/lav risiko (vægt = 20 %) afhængig af den kontraktmæssige løbetid på garantien (over/under et år). 

  • Kontanthandelsgarantier/købesumsgarantier

Kontanthandelsgarantier/købesumsgarantier klassificeres som fuld risiko (vægt = 100 %). Det er Finanstilsynets vurdering, at der er tale om et kreditsubstitut. 

  • Forhåndslånegarantier

Forhåndslånegarantier klassificeres som fuld risiko (vægt = 100 %). Det er Finanstilsynets vurdering, at der er tale om et kreditsubstitut. 

Eksponeringen skal efterfølgende risikovægtes med den relevante modpartsvægt.

I de tilfælde, hvor instituttet har en indtrædelsesret i pantet, og betingelserne i art. 125 og 126 er opfyldt, kan den del af eksponeringen, der er fuldt og helt sikret ved pant i fast ejendom efterfølgende risikovægtes med 35 % hhv. 50 %. Den del af eksponeringen, der ikke er fuldt og helt sikret ved pant i fast ejendom, skal risikovægtes med den relevante modpartsvægt (detail, erhverv m.m.). En eventuel deponeret købesum/udbetaling, der opfylder betingelserne til sikkerheder i henhold til CRR, kan modregnes. 

Finanstilsynet har meddelt EBA afgørelsen for så vidt angår tinglysningsgarantier. Poster med fuld risiko skal ikke meddeles EBA.