Formål med insiderlister

Her kan du læse om, hvorfor det er vigtigt at føre insiderlister.

Insiderlister er et vigtigt værktøj for både udsteder og Finanstilsynet.

Insiderlister giver et overblik over, hvilke personer der har adgang til intern viden. Det kan hjælpe udsteder med at kontrollere strømmen af intern viden og dermed sikre mod uretmæssig videregivelse af den interne viden. 

Derudover kan insiderlister bidrage til et effektivt tilsyn og medvirke til, at Finanstilsynet hurtigt kan vurdere, om en mistanke om markedsmisbrug er begrundet og i givet fald iværksætte efterforskningsmæssige tiltag. Det giver mulighed for, at Finanstilsynet hurtigst muligt kan fjerne ubegrundet mistanke mod en udsteder eller dennes ansatte.

Hvis insiderlisterne er udfyldt korrekt, vil det også medføre færre administrative byrder for udsteder. Det skyldes, at udsteder undgår, at Finanstilsynet ad flere omgange vender tilbage til udsteder, der herefter skal bruge tid og ressourcer på enten at finde de manglende oplysninger eller indhente disse fra insideren.

Figuren opsummerer de ting, som en korrekt udfyldt insiderliste er karakteriseret ved.