Udsteders pligt til at udarbejde liste over ledende medarbejdere

Udstedere har pligt til at udarbejde en liste over ledende medarbejdere. Listen skal sikre, at udstederen er opmærksom på, hvilke medarbejderes handler udstederen skal offentliggøre til markedet.

Ledende medarbejderes handler er bl.a. vigtig information for investorerne. Når investorerne får adgang til information om handlerne, er det med til at sikre markedsintegriteten. Derfor har udstedere pligt til at udarbejde en liste over ledende medarbejdere.

Listen kan desuden hjælpe udsteder med at kontrollere, om de ledende medarbejdere har fået information om, hvordan de skal forholde sig, når de handler med udsteders finansielle instrumenter. Endelig er listen et værdifuldt værktøj for Finanstilsynet til at føre tilsyn med handlen med udsteders finansielle instrumenter.

Pligten til at udarbejde listen følger af artikel 19, stk. 5, i markedsmisbrugsforordningen.

Formkrav til listen

Der er ingen formkrav til listen. Der er dog krav om, at den bør indeholde oplysninger, som kan identificere personerne, deres rolle i forhold til udsteder og tidspunktet for, hvornår de blev omfattet af pligterne for ledende medarbejdere og disses nærtstående. 

Hvem skal fremgå af listen?

Både ledende medarbejdere og disses nærtstående skal fremgå af listen, da reglerne for indberetning i artikel 19 omhandler begge grupper.

En nærtstående person kan både være en fysisk person, som f.eks. en ægtefælle, eller en juridisk person, som f.eks. et selskab, som den ledende medarbejder kontrollerer.

Se eksempel på liste

Hvornår skal den ledende medarbejder fremgå af listen?

Den ledende medarbejder skal fremgå af listen fra det tidspunkt, hvor medarbejderen får ledelsesansvar, og indtil ledelsesansvaret ophører. Nærtstående til den ledende medarbejder skal fremgå af listen i samme periode. Der kan dog være undtagelser i de tilfælde, hvor den ledende medarbejders familiesituation eller forretningsmæssige forhold ændrer sig.

Underretning af ledende medarbejdere om deres pligter

Udstedere skal også skriftligt underrette ledende medarbejdere om deres pligter i henhold til artikel 19 i markedsmisbrugsforordningen. 

Det eneste formkrav til underretningen er, at den skal være skriftlig. På den måde fungerer den også som dokumentation for underretningen.