Redegørelse om revurdering af VaR-model i Nykredit Realkredit A/S

Finanstilsynet har som led i det løbende tilsyn med Nykredit Realkredit A/S foretaget en revurdering af instituttets tilladelse til at opgøre kapitalkravet ved interne modeller for markedsrisiko. Finanstilsynet skal regelmæssigt og mindst hvert tredje år føre tilsyn med, at godkendte interne modeller fortsat opfylder kravene. Revurderingen har haft særlig fokus på instituttets forhøjede multiplikator til udregning af kapitalkrav ved anvendelse af den interne model.

Sammenfatning og vurdering

Nykredit Realkredit A/S har tilladelse til at anvende en Value-at-Risk-model (VaR-model) til opgørelse af kapitalkravet for markedsrisiko. Instituttet fik i december 2019 tilladelse til at foretage et modelskifte fra en parametrisk model til en historisk simulationsmodel. Det er Finanstilsynets vurdering, at instituttet fortsat kan anvende den interne model til opgørelse af kapitalkravet for markedsrisiko.

Finanstilsynet har foretaget en vurdering af svaghederne i modellen, herunder om der er grundlag for at sænke den forhøjede multiplikator. Finanstilsynet konstaterede, at VaR-modellen har performet tilfredsstillende siden modelskiftet i 2019, samt at instituttet har forbedret nogle af modellens svagheder. Finanstilsynet konstaterede dog også, at flere af de svagheder, der blev påpeget i forbindelse med modelskiftet, endnu ikke er udbedrede.

Finanstilsynet vurderede samlet set, at Nykredit Realkredit A/S fortsat skal anvende en forhøjet multiplikator. Finanstilsynet vurderede dog, at der var grundlag for at foretage en begrænset nedsættelse af multiplikatoren.

Nykredit Realkredit A/S har opgjort sit solvensbehov pr. 31. marts 2021 til 9,5%. Revurderingen gav anledning til justering af solvensbehovet på under 0,1%.