Påtale til Echo Street Capital Management LLC for manglende indberetning af en kort nettoposition

Finanstilsynet har d. 13. januar 2020 givet Echo Street Capital Management LLC (”Echo Street Capital Management”) en påtale for overtrædelse af artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 236/2012 om short selling og visse typer af credit default swaps (”shortsellingforordningen”).

Baggrund

I henhold til shortsellingforordningens artikel 9 skal en fysisk eller juridisk person, som har en kort position, opgøre sin korte nettoposition ved midnat på den handelsdag, hvor positionen er opnået. Hvis den korte nettoposition er indberetningspligtig, jf. shortsellingforordningens artikel 5 og 6, skal den fysiske eller juridiske person i henhold til artikel 9 indberette positionen til den relevante kompetente myndighed med korrekte detaljer vedrørende identiteten på den fysiske eller juridiske person, som har den korte position.

Hvis den korte nettoposition er 0,2 % eller mere af det noterede selskabs aktiekapital, skal den juridiske eller fysiske person indberette oplysninger om positionen til den relevante kompetente myndighed (i Danmark Finans-tilsynet) den efterfølgende dag senest kl. 15.30. Hvis den korte nettoposition er 0,5 % af det noterede selskabs aktiekapital eller derover, bliver den korte nettoposition offentliggjort på Finanstilsynets hjemmeside. Hvis den korte nettoposition kommer under 0,2 % af selskabets aktiekapital, skal positionen nedflages i Finanstilsynets indberetningssystem.

Echo Street Capital Management havde en kort nettoposition i et dansk børsnoteret selskabs aktiekapital på mindre end offentliggørelsesgrænsen på 0,5 %, men over indberetningsgrænsen på 0,2 %. Positionen kom under indberetningsgrænsen i slutningen af maj 2019, og Echo Street Capital Management skulle dermed her have nedflaget positionen i Finanstilsynets indberetningssystem.

Efter instrukser fra Finanstilsynet har Echo Street Capital Management primo januar 2020 straks nedflaget positionen bagudrettet i Finanstilsynets indberetningssystem. Echo Street Capital Management var ikke klar over fejlen, før Finanstilsynet tog kontakt til selskabet. Fejlen har medført, at Echo Street Capital Management havde en fejlindberettet kort nettoposition i Finanstilsynets indberetningssystem i mere end 200 dage.

Echo Street Capital Management har forklaret, at forseelsen skyldtes en utilsigtet menneskelig fejl, hvor selskabet var af den opfattelse, at den nødvendige indberetning havde fundet sted. Ydermere har Echo Street Capital Management forklaret, at selskabet nu har indført flere kontroltrin i forbindelse med dets indberetninger i Finanstilsynets indberetningssystem.

Finanstilsynet forventer på baggrund af ovenstående, at Echo Street Capital Management ikke vil forsømme sin indberetningspligt i fremtiden.

For yderligere information om shortsellingforordningen henviser Finanstilsynet til temasiden på www.finanstilsynet.dk