Redegørelse om funktionsinspektion af aktuarområdet i Velliv, Pension & Livsforsikring A/S

Finanstilsynet gennemførte i november-december 2022 en funktionsinspektion af aktuarområdet i Velliv, Pension & Livsforsikring A/S (herefter Velliv eller selskabet).

Funktionsinspektionen havde fokus på governance og rapportering på aktuarområdet samt hvorvidt selskabets anvendte tekniske grundlag er rimeligt og betryggende. Derudover indgik en række specifikke emner, baseret på Finanstilsynets løbende tilsyn og risikovurdering af selskabet.

Redegørelsen indeholder de centrale påbud og påtaler, som selskabet har modtaget fra Finanstilsynet.

Sammenfatning og vurdering

Velliv havde pr. 31. december 2022 hensættelser svarende til 236,9 mia. kr. 63,7 mia. kr. kan henføres til livsforsikringshensættelserne i gennemsnitsrentemiljøet og 163 mia. kr. kan henføres til livsforsikringshensættelserne i markedsrentemiljøet, hvoraf 6,2 mia. kr. har tilknyttet en garanti. Selskabet indtegner udelukkende kunder i markedsrente (uden garanti), hvorfor selskabets gennemsnitsrentebestand er i afløb. 

Vellivs bestyrelse har fastsat retningslinjer for, hvordan udbetalingsrenterne, og dermed udbetalingsprofilerne, for markedsrenteprodukterne fastsættes. Selskabet har i den sammenhæng modtaget en række påbud. Selskabet har blandt andet fået påbud om at sikre tilstrækkelig rapportering på retningslinjen til bestyrelsen. Finanstilsynet har også påbudt selskabet at sikre overensstemmelse mellem retningslinjen og den anvendte model for udbetalingsrenter, hvor samme udbetalingsrente anvendes for forskellige produktvarianter, hvilket fører til udbetalingsprofiler, der er i modstrid med retningslinjen.

Finanstilsynet har endvidere påbudt selskabet at opdatere selskabets politik for forsikringsrisici, således at den indeholder overordnede anvisninger om bestyrelsens ønskede risikoprofil. 

Finanstilsynet vurderede, at der er en række stærke indikatorer for, at der ikke er tilstrækkelige ressourcer tilknyttet aktuarområdet. Finanstilsynet har derfor påbudt selskabet at foretage en fornyet vurdering af, hvorvidt der er tilstrækkelige ressourcer tilknyttet aktuarområdet. 

Finanstilsynet fandt, at drøftelserne af aktuarfaglige emner i bestyrelsen ikke er tilstrækkelige og ikke er på et niveau, som er forventeligt for et selskab af denne størrelse og kompleksitet. Idet der samtidig er flere og på visse områder væsentlige mangler i bestyrelsens styringsdokumenter på aktuarområdet, er der en risiko for, at selskabet påtager sig risici, som ikke er overensstemmende med bestyrelsens risikoappetit.