Redegørelse om funktionsinspektion i Saxo Bank A/S om omkostnings- og gebyroplysninger

Finanstilsynet gennemførte i 2022 en funktionsinspektion i Saxo Bank A/S med fokus på de årlige oplysninger til kunder om de omkostninger og gebyrer, som kunden har betalt for investeringsprodukter og investeringsservice. Funktionsinspektionen indgik i en temainspektion, hvor seks pengeinstitutter blev undersøgt.

Kravet til pengeinstitutter om årligt at fremsende oplysningerne til kunderne skaber gennemsigtighed om de faktisk afholdte omkostninger og gebyrer og giver mulighed for, at kunderne kan inddrage omfanget af omkostninger og gebyrer i investeringsbeslutninger.  

Pengeinstitutter skal have en forretningsgang for udarbejdelsen af rapporten, klare og fyldestgørende procedurer for datavalidering samt en kontrol af rapporten, så pengeinstituttet opdager og mindsker risikoen for, at oplysningerne til kunder ikke er fuldstændige og korrekte. 

Saxo Banks processer for omkostnings- og gebyroplysninger er automatiserede. Finanstilsynet konstaterede, at banken ikke har en forretningsgang for udarbejdelse af ex post-rapporter, og at bankens processer ikke er tilstrækkeligt dokumenterede. Finanstilsynet konstaterede endvidere, at banken ikke udfører egenkontrol af rapporteringen.

Finanstilsynet har derfor påbudt banken at udarbejde en forretningsgang for udarbejdelse og udsendelse af rapporter med årlige investeringsomkostninger samt dokumentere og styrke bankens kontrolprocedurer.

Pengeinstitutter skal levere gebyr- og omkostningsoplysningerne på en klar og forståelig måde, så kunderne kan træffe deres investeringsbeslutninger på et informeret grundlag. Derfor skal pengeinstituttet benytte dækkende betegnelser for de enkelte poster og beskrive, hvad den enkelte post omfatter, hvor det er relevant. Finanstilsynet konstaterede, at det ikke er klart af bankens rapporter, hvad den enkelte omkostningspost dækker, idet der f.eks. ikke er begrebsforklaringer. Desuden indgår de årlige omkostningsoplysninger som en del af en større rapport med andet indhold på en måde, der ikke er overskuelig for kunden.

Finanstilsynet har påbudt banken at tilpasse rapporterne, således at de giver gebyr- og omkostningsoplysningerne til kunderne på en klar og forståelig måde.

Endelig konstaterede Finanstilsynet, at banken ikke på ét tidspunkt sender en endelig rapport med kundens årlige omkostninger. I stedet er investeringsrapporten løbende tilgængelig med realtidsdata med de senest tilgængelige oplysninger, som derfor både kan være en blanding af forventede omkostninger (ex ante) og endelige omkostninger bekræftet af producenten af produktet (ex post). Det betyder, at bankens kunder på intet tidspunkt modtager en endelig opgørelse over de omkostninger, som kunden faktisk har betalt.

Finanstilsynet har derfor påbudt banken at sikre, at banken udarbejder og leverer rapporter med ex post-oplysninger vedrørende årlige omkostningsoplysninger til sine kunder.