Redegørelse om inspektion af bevillinger af erhvervsudlån i Jyske Bank A/S

Finanstilsynet gennemførte i december 2022 en inspektion af bevillinger af erhvervsudlån i Jyske Bank A/S. Formålet med inspektionen var at vurdere bankens risikovillighed ved bevilling af nye erhvervsudlån og udvidelse af eksisterende lån samt at vurdere kvaliteten af bankens bevillingsgrundlag.

Der var mangler i bevillingsgrundlaget i 17 pct. af de gennemgåede bevillinger bl.a. med ufyldestgørende beskrivelse af debitor og utilstrækkelige stresstests i bevillinger til kapitalfonde og virksomhedshandler.

Der var mange bevillinger med fravigelser fra kreditpolitikkens hovedregler, og kreditpolitikken manglede retningslinjer for, hvornår hovedreglerne kan fraviges, så den reelt blev retningsgivende for bankens kreditgivning. Banken vil tilrette kreditpolitikken, så dette sikres.

De gennemgåede bevillinger afspejlede, at pengeinstitutters finansiering af kapitalfonde og virksomhedshandler i nogle tilfælde indebærer større risikovillighed end øvrig finansiering af erhvervsvirksomheder.