Redegørelse om inspektion i Spar Nord Bank A/S (bevillinger af udlån til erhvervskunder i konjunkturfølsomme brancher)

Finanstilsynet gennemførte i september 2022 en inspektion i Spar Nord Bank. Formålet var et vurdere bankens risikovillighed og beslutningsgrundlag ved bevilling af udlån til erhvervskunder i konjunkturfølsomme segmenter og brancher.

Sammenfatning og risikovurdering

Bankens kreditpolitik indeholdt ikke klare retningslinjer for, under hvilke betingelser banken kan fravige kreditpolitikkens hovedregler. Uklare retningslinjer for fravigelser medfører en risiko for, at banken reelt agerer mere risikovilligt end ønsket, da bankens risikoappetit på kreditområdet er udmøntet i kreditpolitikken. Banken har fået påbud om at sikre, at kreditpolitikken præciseres, så det tydeligt fremgår, hvornår hovedregler kan fraviges.

Finanstilsynet gennemgik 90 bevillinger af udlån til nye erhvervskunder eller udvidelser til eksisterende erhvervskunder i perioden 30. juni 2021 til 30. juni 2022.

Gennemgangen viste, at banken i 58 pct. af bevillingerne havde fraveget en eller flere af kreditpolitikkens hovedregler. Finanstilsynet vurderer, at andelen af fravigelser er høj. Bankens rapportering til bestyrelsen på området gav desuden ikke et dækkende billede af omfanget af fravigelser. Banken har derfor fået påbud om at sikre, at fravigelser registreres, og at de rapporteres til bankens bestyrelse.

Det skriftlige beslutningsgrundlag for bevillinger af udlån til erhvervskunder var i flere tilfælde mangelfuldt. Regnskabsanalyserne var af varierende kvalitet, og særligt analyserne af erhvervskunders likviditet og indtjeningens robusthed var utilstrækkelige. Banken har fået påbud om at sikre et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag ved bevilling af udlån til erhvervskunder.

På baggrund af inspektionen vurderer Finanstilsynet, at bankens solvensbehov, som banken har opgjort til 9,6 pct. pr. 30. september 2022, ikke er tilstrækkeligt til at afdække bankens operationelle risici. Banken skal derfor øge solvensbehovet med 0,1 procentpoint til 9,7 pct., hvilket Finanstilsynet vurderer er dækkende. Forhøjelsen skal afdække bankens operationelle risici som følge af utilstrækkelige beslutningsgrundlag ved bevilling af udlån til erhvervskunder i visse segmenter.