Redegørelse om risikooplysning til Ringkjøbing Landbobank A/S

Ringkjøbing Landbobank A/S har oplyst Finanstilsynet om en overskridelse af tilsynsdiamantens pejlemærke for udlånsvækst.

Værd at vide

Risikooplysning

I de tilfælde, hvor Finanstilsynet konstaterer en væsentlig forøget risiko på et område eller uholdbare elementer i forretningsmodellen, og hvor Finanstilsynet vurderer, at virksomheden bør ændre adfærd, men hvor der ikke er tale om en overtrædelse af krav, der følger af regulering, kan Finanstilsynet vælge at give en risikooplysning.

Udlånet blev i perioden fra ultimo 2. kvartal 2021 til ultimo 2. kvartal 2022 forøget med 25,2 pct. Tilsynsdiamantens pejlemærke for årlig udlånsvækst er på maksimalt 20 pct.

Banken oplyser, at baggrunden for overskridelsen er overtagelse af kundeporteføljer fra BIL Danmark og SEB, prioritetslån, Corona-effekter samt nye kunder. Selv når der korrigeres for overtagelsen af nye kundeporteføljer fra BIL Danmark og SEB er væksten over 20 procent.

Høj udlånsvækst udgør en forøget risiko og stiller ekstraordinære krav til bankens kreditstyring, således at kreditstandarderne ikke svækkes, og at risici kontrolleres og styres på forsvarlig vis.

Det er endvidere Finanstilsynets forventning, at pengeinstitutter har en løbende kreditstyring og intern budgetlægning, som sikrer tilstrækkelig afstand til pejlemærket i tilsynsdiamanten, således at overskridelser hindres.

Finanstilsynet har på baggrund af overskridelsen givet en risikooplysning til Ringkjøbing Landbobank A/S om, at banken på sigt bør sikre en lavere udlånsvækst. Banken forventer, at udlånsvæksten falder i 2022. Finanstilsynet vil følge udviklingen i udlånsvæksten.