Redegørelse om funktionsinspektion i PensionDanmark

Finanstilsynet var i december 2021 på funktionsinspektion i PensionDanmark A/S. Funktionsinspektionen havde ud fra en risikobaseret tilgang fokus på investeringsområdet og risikostyringsområdets organisering og sammenhæng med investeringsområdet.

Sammenfatning og vurdering

PensionDanmark administrerer pensionsordninger for ca. 800.000 medlemmer, hvoraf halvdelen er aktive medlemmer. Selskabet udbyder pensionsprodukter, som er et supplement til de offentlige ydelser ved      alders-, førtids- og seniorpensionering. Selskabet har overordnet set tre produkter, hvoraf livscyklusproduktet er helt dominerende, idet det udgør ca. 96 pct. af balancen.

Investeringsområdet administreres efter indarbejdede og beskrevne processer. Visse aspekter er dog ikke tydeligt beskrevet i selskabets styringsdokument, hvilket gør det vanskeligt for bestyrelsen at forholde sig til centrale dele af processerne og i tilstrækkeligt omfang at følge op på disse. Samtidig er den skriftlige rapportering ikke tilstrækkelig omfattende i alle henseender.

Finanstilsynet påbyder derfor selskabet at tydeliggøre dets risikoprofil og de overordnede strategiske mål på investeringsområdet samt at fastsætte kontrollerbare rammer for de enkelte aktivklasser, der indeholder tilstrækkelig identifikation og afgrænsning af de ønskede risici og utvetydigt fastsætter størrelsen af disse. Endvidere påbyder Finanstilsynet selskabet at sikre, at der modtages rapportering, som er fyldestgørende for bestyrelsens arbejde og omfatter udnyttelsen over tid på alle de rammer og krav, som bestyrelsen har fastsat.

Finanstilsynet konstaterede ved inspektionen, at organiseringen på risikostyringsområdet er blevet styrket siden seneste inspektion. Organiseringen på risikostyringsområdet har ikke givet anledning til bemærkninger.