Redegørelse om funktionsinspektion af alternative investeringer i PFA Pension

Finanstilsynet var i marts 2021 på funktionsinspektion i PFA (herefter PFA eller selskabet), hvor fokus var på investeringer i private equity, kredit og infrastruktur, eksklusiv ejendomsinvesteringer m.m.

Inspektionen omfattede selskabets politik og retningslinjer på området, samt selskabets tilgang til alternative investeringer, herunder processer for investeringsbeslutninger, overvågning, rapportering og værdiansættelse af investeringerne.

Som en del af inspektionen gennemgik Finanstilsynet 11 udvalgte alternative investeringer. 

Sammenfatning og risikovurdering

PFA havde ultimo 2020 alternative investeringer svarende til 51,9 mia. kr., hvor 19,1 mia. kr. tilhørte gennemsnitsrentemiljøet og 32,8 mia. kr. tilhørte markedsrentemiljøet. PFA’s alternative investeringer er over en periode på 5 år øget fra ca. 12 mia. kr. ultimo 2015 til ca. 50 mia. kr. ultimo 2020, svarende til en stigning fra 2,8 pct. til 7,7 pct. af de samlede investeringsaktiver.

PFA investerer i alternative investeringer via direkte investeringer og indirekte via fonde. I forhold til direkte investeringer søger PFA hovedsageligt store investeringer. Omtrent 2/3 af de alternative investeringer var på inspektionstidspunktet placeret i direkte investeringer.

Strategiske tilgang til alternative investeringer og risikostyring

Finanstilsynet har givet PFA påbud om at sikre, at retningslinjerne for investeringer indeholder relevante kontrollerbare rammer for risici vedrørende koncentrationsrisici ved store investeringer administreret af udvalgte samarbejdspartnere samt tilstrækkeligt kontrollerbare rammer for risici ved alternative investeringer. Baggrunden var bl.a. en konstatering af, at PFA’s investeringsstrategi gav mulighed for relativt store investeringer, hvoraf én stor investering havde vist sig tabsgivende. 

Risikoprofil og afgrænsning af risici 

Finanstilsynet har givet selskabet påbud om at sikre, at investeringsstrategien og -politikken indeholder tilstrækkelig identifikation og afgrænsning af de risici, som selskabet ønsker at påtage sig i forhold til store egenkapitalinvesteringer og lån, og at der udstedes skriftlige retningslinjer på baggrund heraf.

Kreditpolitik

Selskabet har fået påbud om at sikre, at kravene i Solvens II-forordningen til en kreditpolitik vedrørende långivning er indarbejdet i selskabets kreditpolitik, herunder sikre at kreditrisiko, som selskabet indirekte er eksponeret imod gennem investeringer i kreditfonde mv., også er omfattet af kreditpolitikken. 

Måling af risici

Finanstilsynet vurderede, at selskabet ikke i tilstrækkelig grad udspecificerede risikopræmier i opgørelsen af afkastkravet for enkeltstående direkte investeringer, og at der ikke løbende var udarbejdet et tilstrækkeligt afkast/risiko-forhold for alternative fondsinvesteringer. Derfor har selskabet fået påbud om at sikre en tilstrækkelig måling af risici. 

Overvågning og rapportering

Finanstilsynet fandt, at der var behov for, at PFA forbedrede metoden for risikovurderingen af investeringerne i forhold til brug af både kvalitative og kvantitative kriterier, og at PFA endvidere skulle tage stilling til og stille krav om, hvilken udformning og frekvens af rapporteringer selskabet har behov for at modtage fra fondsforvalterne for at kunne foretage en effektiv overvågning. PFA har derfor fået påbud om at sikre, at der sker en tilstrækkelig løbende overvågning og rapportering af udviklingen i risici for alternative investeringer.

Værdiansættelse af alternative aktiver

Finanstilsynet vurderede, at PFA tidligere ved værdiansættelse af direkte investeringer i kapitalandele til anskaffelsesværdi i en periode efter første indregning ikke har taget højde for effekten af løbetidsforkortelse. Ved kapitalandele i virksomheder med løbende positiv indtjening skal der indregnes en løbende værditilvækst, da diskonteringsperioden forkortes som tiden går og den forventede indtjening materialiserer sig. PFA har på den baggrund fået en påtale for ikke at have sikret, at den løbende værdiansættelse af direkte investeringer i perioden efter første indregning er sket til dagsværdi.