Redegørelse om inspektion i Forsikringsselskabet Dansk Sundhedssikring A/S

Finanstilsynet var i juni 2022 på ordinær inspektion i Forsikringsselskabet Dansk Sundhedssikring A/S (herefter selskabet eller DSS).

På inspektionen blev de væsentlige områder gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering. Inspektionen tog udgangspunkt i selskabets indsendte materiale og rapporteringer til Finanstilsynet og havde fokus på ledelsessystemet, kontrolsystemet, outsourcing, investeringsområdet, forsikringsområdet og solvens- og kapitalforhold.

Sammenfatning og risikovurdering

Forretningsmodel
DSS har indtil december 2020, hvor det fik forsikringstilladelse, været et forsikringsagentur. Selskabet tegner udelukkende sundhedsforsikringer til private og ansatte i virksomheder, både direkte og indirekte gennem forsikringsselskaber og pensionskasser.

Selskabet benytter egne salgsmedarbejdere, mæglere og samarbejdspartnere til indtegning. Selskabet har ansat eget sundhedspersonale til henvisning til behandling og udstedelse af behandlergarantier. Selskabets søsterselskab PrimaCare varetager kontakten til behandlernetværket.

DSS har et søsterselskab i Sverige (DSS Hälsa AB), som formidler sundhedsforsikringer i Sverige med en anden risikobærer end DSS.

Bestyrelsens arbejde
Selskabets ORSA-rapport tog ikke i tilstrækkelig grad udgangspunkt i de forretningsplaner, selskabet har lagt for den strategiske planlægningsperiode. Selskabet har derfor fået påbud om at udarbejde en ny ORSA-rapport.

Finanstilsynet konstaterede, at selskabets politik for anvendelse af den tabsabsorberende effekt af udskudt skat (LACDT) ikke indeholdt tilstrækkelige bestemmelser om metoder og antagelser.
Finanstilsynet vurderede, at selskabets politik for investeringsområdet ikke indeholdt tilstrækkeligt relevante mål og sammenligningsgrundlag. Derudover konstaterede Finanstilsynet, at rapporteringen til bestyrelsen vedrørende koncentrationsrisiko og likviditetsrisiko var mangelfuld.

Finanstilsynet har derfor givet selskabet påbud om at opdatere de omtalte politikker og om at styrke rapporteringen på investeringsområdet.

Nøglefunktioner
Finanstilsynet konstaterede, at aktuarfunktionens seneste rapport til direktionen var mangelfuld og ikke dokumenterede alle de opgaver, som aktuarfunktionen var pålagt i funktionsbeskrivelsen, herunder en vurdering af usikkerheden forbundet med de skøn, der er foretaget i beregningen af præmiehensættelserne og i justeringen af erstatningshensættelserne. Selskabet har fået påbud om at rette op herpå.

Outsourcing
Finanstilsynet konstaterede, at en af selskabets outsourcing-aftaler var udformet, så den ikke opfyldte reglerne for outsourcing. Finanstilsynet har derfor givet selskabet påbud om at opdatere outsourcingaftalen.

Hensættelser
Selskabet har fået påbud om at lade præmiehensættelsen tage højde for præmie, som endnu ikke er modtaget, ved opgørelse af præmiehensættelse til regnskabs- og solvensformål.
Selskabets metode til opgørelse af EPIFP (forventet fortjeneste indeholdt i fremtidige præmier) tog udgangspunkt i, hvornår de fremtidige præmier blev indtjent. Præmier, der er blevet indbetalt, men endnu ikke indtjent, skal ikke inkluderes i EPIFP. Selskabet fik påbud om at rette op herpå.

Solvenskapitalkravet (SCR)
Finanstilsynet konstaterede, at selskabet ikke havde medregnet sine materielle anlægsaktiver i delmodulerne for ejendomsrisiko og koncentrationsrisiko i beregningen af SCR. Derudover havde

selskabet ikke medtaget alle type 2-eksponeringer i beregningen af delmodulet for modpartsrisiko. Finanstilsynet vurderede, at selskabets metode til beregning af optionsrisici for non-life sygeforsikringer ikke var ækvivalent med det scenarie, som er beskrevet i standardmodellen.

Finanstilsynet konstaterede også, at selskabet ikke havde beregnet solvenskapitalkravet for den forventede nutidsværdi af de præmier, som selskabet vil tjene efter de efterfølgende 12 måneder for
eksisterende forsikringsaftaler (FPexisting) eller for præmier tilhørende forventede fremtidige forsikringsaftaler med en risikoperiode på ét år eller derunder, og hvor forsikringsaftalen først bliver
indregnet inden for de efterfølgende 12 måneder (FPfuture).

Selskabet fik derfor påbud om at ændre metoden for beregning af SCR for at tage højde for disse forhold.

Solvensdækning
Selskabet havde en solvensdækning på 166 pct. pr. 31. marts 2022.