Halvårsartikel kreditinstitutter 2019

De danske kreditinstitutter fik i første halvår 2019 et overskud på 20 mia. kr., mod 23 mia. kr. året før. Det lavere resultat skyldtes primært faldende nettorenteindtægter i pengeinstitutterne, der var påvirket negativt af både de lave renter og det stigende indlånsoverskud. Kreditinstitutterne opnåede et godt resultat, da periodens nedskrivninger fortsat lå på et, historisk set, meget lavt niveau, selvom de steg en smule. Desuden bidrog relativt høje kursreguleringer også til at moderere faldet i resultatet.

Basisindtjeningen, der er et udtryk for kreditinstitutternes kerneforretning, faldt i de danske pengeinstitutter til et så lavt niveau, at den ikke ville kunne dække det gennemsnitlige tab over de sidste 50 år. Realkreditinstitutternes basisindtjening har været mere stabil, men meget lavere end pengeinstitutternes. Til gengæld har der historisk været langt mindre tab på realkreditinstitutternes udlån.

Kreditinstitutterne brugte ikke overskuddet til at opbygge yderligere kapital for at polstre sig bedre. Ved udgangen af første halvår 2019 udgjorde kreditinstitutternes samlede regulatoriske kapital 21,4 pct. af risikoeksponeringerne mod 21,6 pct. for et år siden. Kreditinstitutternes overdækning i forhold til det samlede kapitalkrav faldt fra 6,9 pct. til 5,3 pct., svarende til 101 mia. kr. Det skyldtes primært indfasning af kapitalbuffere. Denne overdækning vil skulle absorbere tab, som den løbende indtjening ikke kan dække.

Læs hele artiklen her.