Indberetning efter §99

Det fremgår af § 99 i lov om betalinger, at ved en uautoriseret transaktion skal betalerens udbyder straks og senest ved afslutningen på den efterfølgende arbejdsdag tilbagebetale betaleren beløbet, medmindre betalerens udbyder har rimelige grunde til at have mistanke om svig og underretter Finanstilsynet om disse grunde.

Finanstilsynet har udarbejdet et skema, der skal anvendes i forbindelse til indberetningen, når betalernes udbyder ikke straks tilbagebetaler betaleren beløbet.

Formål

Det skal understreges, at formålet med skema (og indberetningerne) ikke er at vurdere, om tilbageholdelsen af beløbet er berettiget, men, at Finanstilsynet generelt får mulighed for at overvåge misbrugsbilledet for betalinger i Danmark, samt at Finanstilsynet får mulighed for at føre tilsyn med, om enkelte udbydere systematisk undlader at tilbagebetale midler i overensstemmelse med § 99.

Indberetning

Da formålet med indberetningerne er, at de skal indgå i Finanstilsynets generelle tilsyn, vurderer Finanstilsynet ikke, at det er nødvendigt, at institutterne indberetter hver enkelt sag med det samme. Finanstilsynet har vurderet, at indberetningerne skal ske på kvartalsbasis. Det vil sige, at alle indsigelser for ét kvartal indberettes samlet. Alle de indsigelser en forbruger fortager inden for ét kvartal, regnes for én sag, og skal indberettes i én række i skemaet. Gør samme forbruger indsigelse i to forskellige kvartaler, skal indsigelserne indberettes separat i indberetningerne for de to relevante kvartaler.

Derudover skal det understreges, at listen over baggrunde for afvisning ikke skal tages som et udtryk for, at de enkelte kategorier/baggrunde altid vil være at betragte som svig. Eksempelvis kan begrundelsen ”kunden har ophævet spærringen og misbrug fortsætter” også dække over situationer, hvor der ikke er tale om svig fra kortholderens side. Kan en kategori/baggrund i bare nogle tilfælde udgøre en begrundet mistanke om svig fra kortholders side, er den inkluderet på listen. Det er Finanstilsynets forståelse, at der ofte kan være flere indikationer på svig fra kortholderens side. Det er dog kun muligt i skemaet at vælge en kategori pr. sag. Instituttet bør således vælge det mest retvisende kategori.

Kvartalsindberetningerne skal senest indsendes 10 arbejdsdage efter kvartalets afslutning. Første indberetning vil være for 1. kvartal 2019, og denne indberetning skal senest indsendes fredag den 12. april. 2019.

Skemaet findes her.

Skemaet skal uploades gennem virk.dk: 

https://indberet.virk.dk/myndigheder/stat/FT/PSD2_Reporting__jf__99_i_Lov_om_Betalinger

Finanstilsynet modtager gerne kommetarer i relation til forbedringer af skemaet, og vil løbende vurdere om der er behov for en opdatering af skemaet. Kommentarer kan angives gennem virk.dk