Rapport om betaling for rentegaranti

KAPITEL 5 Procedurer for behandling af rentegarantibetaling

Hvis det findes nødvendigt og rimeligt at indregne en eksplicit betaling for den ydede rentegaranti, skal det fastlægges, hvorledes denne kan opkræves hos forsikringstagerne.

Det skal endvidere fastlægges, hvorledes denne betaling placeres regnskabsmæssigt.

5.1 Fradrag i bonus eller i indbetalt præmie

Et livsforsikringsselskab kan, som tidligere anført, ændre sit bonusregulativ for bestående forsikringer vedrørende fremtidig bonus i det omfang kontributionsprincippet yderligere fremmes, uanset om ændringen indebærer, at nogle forsikringstagere derved får mindre bonus, end det hidtil anvendte bonusregulativ ville have givet anledning til.

En stringent anvendelse af kontributionsprincippet indebærer således, at forsikringer med forskellige grundlagsrenter kan behandles forskelligt bonusmæssigt. Hvorvidt forsikringer med forskellige grundlagsrenter faktisk bør behandles forskelligt med hensyn til bonus, vil afhænge af, hvorledes renterisikoen i det enkelte tilfælde søges afdækket, samt af forholdene i det enkelte selskab i øvrigt.

For nytegnede forsikringer kan rentegarantibetalingen tages direkte på tegningsgrundlaget f.eks. som en del af præmien.

Det bemærkes, at renterisikoen kan være så lille, at en eventuel betaling for alle praktiske formål kan sættes til 0. Dette vil være tilfældet, såfremt markedsrenten overstiger grundlagsrenten betydeligt. Det er derfor ikke bemærkelsesværdigt, at selskabernes rentetilskrivning inkl. bonus for forsikringer med forskellige grundlagsrenter hidtil har været uafhængig af grundlagsrenten.

5.2 Regnskabsmæssig placering af rentegarantibetalingen

En rentegarantibetaling kan tænkes henlagt B særskilt eller sammen med øvrige reserver B til sikring af, at forsikringstagerne får den forrentning af forsikringen, som de er blevet lovet. Den opkrævede rentegarantibetaling kan overvejes placeret i bonusudjævningshensættelserne, idet disse er henlagt til den fremtidige forrentning af en forsikring. Da selskabets egenkapital i sidste instans skal dække eventuelt manglende forrentning i forhold til afgivne rentegarantier, er en placering af midlerne i egenkapitalen også en mulighed, der kan overvejes.

I de år, hvor der opnås en forrentning af selskabets investeringer, der er større end den lovede rentegaranti, vil der ikke være behov for at anvende af de henlagte midler. Derimod vil der i år, hvor selskabets investeringer giver et afkast, der er mindre end rentegarantien, være behov for at anvende henlagte midler i selskabet til alligevel at kunne give forsikringstagerne den lovede forrentning.

Der er således behov for, at der holdes øje med størrelsen af den ikke anvendte rentegarantibetaling. I den forbindelse skal der tages stilling til, i hvilken udstrækning den opkrævede rentegarantibetaling er den enkelte forsikringstagers tilgodehavende og således bør udbetales ved forsikringens ophør.

Det skal endvidere sikres, at placering af rentegarantibetalingen ikke indvirker forkert på de etablerede nøgletal ved at visse regnskabsposter forøges via postering af ikke anvendt rentegarantibetaling.

Rentegarantibetalingen, hvor der kun betales for forskel i garantier, indebærer ikke krav om udskillelse af en egentlig regnskabsmæssig balancepostering. Der må her være mulighed for en egentlig indtægtsførsel af den indregnede rentegarantibetaling.

5.3 Løbende vurdering af rentegarantibetalingens størrelse

De udviklede metoder til fastlæggelse af rentegarantibetalingen viser, at rentegarantibetalingens størrelse afhænger af porteføljesammensætningen, inflations- og renteniveauet samt den gældende afkastbeskatning og er afhængig af de valgte forudsætninger B også med hensyn til investeringsafkastets variation. Der vil derfor være behov for, at rentegarantibetalingens størrelse løbende overvåges.

Rentegarantibetalingen skal som en del af det fastlagte beregningsgrundlag anmeldes til Finanstilsynet, og det bør som udgangspunkt ske i form af en årlig anmeldelse.

Rentegarantibetalingen kan tænkes at være ugaranteret og fastsat for ét år ad gangen på baggrund af markedsforholdene og det enkelte selskabs porteføljesammensætning, eller den kan være fastlagt endeligt ved forsikringstegningen for hele løbetiden for den enkelte forsikring.

Udgivet af Finanstilsynet februar 1998
Elektronisk version ved Net Bureauet